Fremgang hos MT Højgaard
Entreprenørgiganten har forbedret driftsresultatet i årets første halvår med mere end 100 millioner. Ordreindgangen er steget med 800 millioner.
Entreprenøren har netop fremlagt et halvårsregnskab med et driftsoverskud (EBIT) på 122 mio. kr. før særlige poster. Det er en fremgang på 106 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år.
Omsætningen udgør 3,3 mia. kr., hvilket er som forventet og på niveau med sidste år. Det betyder, at MT Højgaard forbedrer driftsmarginen fra 0,5 % til 3,8 % i årets første halvdel. Samtidig er ordreindgangen steget fra 2,6 til 3,4 mia. kr., og den samlede ordrebeholdning var 6,6 mia. kr. ved halvårsskiftet.
Ifølge adm. koncerndirektør Torben Biilmann er fremgangen dels et udtryk for, at koncernens turn around nu er slået igennem, dels at kunderne tager godt imod koncernens nye strategi med øget fokus på digitalisering og tidligere involvering i byggeopgaverne.
- Med de resultater, vi har opnået hidtil, og de tilbagemeldinger, vi får fra vores kunder, er jeg sikker på, at vi er på rette vej, siger Torben Biilmann.
Forventningerne opjusteres
For hele regnskabsåret 2015 forventer MT Højgaard nu et driftsresultat (EBIT) på 325-375 mio. kr. og en omsætning på 7 mia. kr. Det er lidt bedre end hidtil, hvor koncernen har forventet et driftsresultat på 300-375 mio. kr. ud af en omsætning på 7,0-7,5 mia. kr. Indfrier MT Højgaard forventningerne, vil turn around-processens mål om en margin på 5 % inden årets udgang være opnået.
Det er ikke mindst udsigten til en forlængelse af Greenland Contractors’ servicekontrakt på Thule-basen , der er baggrund for justeringen. MT Højgaard, der ejer 67 % af Greenland Contractors, oplyser således, at man snarest forventer at indgå en midlertidig aftale, der strækker sig ind i 2016.
- Den forventede effekt af aftalen er indarbejdet i de opjusterede forventningerne til koncernens økonomiske udvikling for 2015, skriver MT Højgaard, der samtidig fastholder forventningen om en driftsmargin på 5 % i 2016.