Arkil vinder Femern-opgave
De fremrykkede aktiviteter i forbindelse med Femern-tunnelsen nærmer sig en afslutning. Arkil har netop vundet en af de sidste opgaver.
En ny stor pumpestation til afvanding af de lavtliggende områder er ligeledes snart færdig. Kloakering og vandforsyning er blevet opgraderet. Og der er blevet etableret vandhuller og ny natur som erstatning for det, der bliver berørt af det kommende anlægsarbejde, ligesom de jordmæssige forhold er ved at være endelig håndteret.
- Det er gået rigtig godt og planmæssigt med de fremrykkede aktiviteter, som vi afslutter ved årets udgang. Virksomheder fra hele landet har budt ind med kvalificerede løsninger og har vundet og udført opgaver til vores store tilfredshed, og alle har været glade for at se den øgede aktivitet, som anlægsarbejderne har givet på Lolland, siger Bo Eske Nielsen, direktør i Femern A/S.
59.000 kvadratmeter veje og cykelstier
Netop nu iværksættes opgaven med at etablere det sidste asfaltslidlag på de nye veje og cykelstier, som Femern A/S har anlagt i området under de fremrykkede aktiviteter. Og det blev Arkil A/S, der vandt Femern-udbuddet.
Opgaven går ud på at etablere det sidste lag asfalt – slidlaget – og kørebaneafmærkningen på hele det net af udvidede og forlængede veje og nye cykelstier, som Femern A/S har anlagt siden september 2013. Opgaven omfatter 5.500 meter vej og vejtilslutninger (cirka 46.000 kvadratmeter) og 4.900 meter cykelstier (cirka 13.000 kvadratmeter).
Derudover skal der etableres belysning og skiltning på stierne, og så skal autoværn skiftes på visse veje. Nogle veje gøres bredere og stærkere, så de også kan holde til store og tunge køretøjer.
- For os som bygherre på Femern-tunnelen er etableringen af en solid infrastruktur selvfølgelig meget vigtig for, at både entreprenører og tunnelarbejdere kan have en hurtig og sikker adgang til tunnelelementfabrikken og byggepladsen, så vi får optimeret byggeprocesserne, siger Bo Eske Nielsen om arbejdet forud for anlægget af den 18 kilometer lange tunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden.