Modulvognen gearer op
Med ansættelse af en daglig direktør, udflytning til egne fabrikslokaler samt et stærkt fornyet produktprogram trækker Modulvognen nu ud til overhaling.
Modulvognen har hidtil været en underafdeling i De Forende Trailerfabrikker A/S i Vejle; men siden januar er der sket en organisatorisk og fysisk adskillelse. Modulvognen vil således frem over blive markedsført som et selvstændigt varemærke på linje med Danmarks mest solgte trailermærker - Variant og Dantrailer, som De Forende Trailerfabrikker A/S har været kendt for i mere end 30 år.
Som daglig direktør er ansat Jens Peter Jensen, der kommer fra en stilling som international markedschef hos Primo. Jens Peter er dog ikke et ukendt ansigt i trailerkredse, da han tidligere i en årrække har været ansat hos De Forende Trailerfabrikker A/S.
- Ansættelsen af Jens Peter som direktør var et helt logisk skridt for os, da vi først havde besluttet den fremtidige vækststrategi for Modulvognen, siger administrerende direktør Jens Buhl fra den familieejede virksomhed.
- Vi kendte Jens Peter særdeles godt i forvejen og ved, at han om nogen er en rigtigt entreprenør i ordets bedste betydning. Samtidig kender han os, vores produkter og marked. Faktisk gik der kun godt en måned fra den første kontakt, og til vi var i gang med den nye fabrik. Fabrikken blev i færdig på rekordtid og stod klar allerede 1. marts. Næste skridt bliver i øvrigt en massiv bearbejdning af markedet, fortæller Jens Buhl.
De Forende Trailerfabrikker A/S er stiftet af familien Buhl i 1975. Der er knap 90 medar-bejdere og omsætningen nåede i 2007 op på 140 mio kr. Fabrikken er i dag ejet af Jens Buhl i fællesskab med sønnen Andreas. Yderligere informationer på modulvognen.com eller på telefon 75 72 14 00.
Kilde: Modulvognen