Åbyen i Aarhus er klar til gravearbejdet
Et stort, nyt boligkvarter skal skyde op, og de første boliger skal afleveres i 2017.
Sådan skal boligstængerne i den kommende Åby tage sig ud. Illustration fra lokalplanen, Aarhus Kommune.
Det er første etape af omdannelsen af Fragtmandscentralens gamle område, som starter i efteråret. Der skal bygges omkring 40.000 etagekvadratmeter boliger.
Tre bygherrer har købt grunde af ÅT Transport, der gennem en del år har arbejdet på at omdanne Fragtmandscentralen til et boligområde.
Lokalplanen for første etape af Fragtmandscentralen blev mandag godkendt i enighed af politikerne i magistraten og forventes derfor at gå glat igennem, når den er på byrådets dagsorden senere på måneden. Lokalplanen er rettet til, så et 15 etagers højhus mod Lokesvej er taget ud og erstattet af en såkaldt boligstang, der er otte etager høj - faldende til fire etager mod Lokesvej.
De første boliger skal være klar til indflytning i 2017.