Jyllinge genopbygger haller i etaper
Efter ildebranden i fjor er det usikkert, om der er penge til at genopføre hele idrætscentret.
Derfor har idrætscentrets bestyrelse udarbejdet et projekt, hvor opførelsen af nye haller må foregå i etaper. De vigtigste faciliteter skal bygges først, og så må resten afhænge af pengene.
- Alle de løse tråde, vi havde, blev vendt. Det betyder, at vi har besluttet at lave en prioriteret rækkefølge på projektet, hvis det skulle blive sådan, at vi ikke har penge til hele projektet, siger bestyrelsesformand i hallerne, Lars Lindskov til Sjællandske Medier.
Prioriteringen indebærer, at to haller og kontorfaciliteter kommer forrest i køen på bekostning af cafeteria, mødelokaler og svømmehal.
Om cirka en måned sendes hele projektet i udbud. Derfra vil der gå godt to måneder, før der ligger bud på opgaven.