Otte teams prækvalificeret til århusiansk demenscenter
Det 10.000 kvadratmeter store Demens- og HjerneCentrum i Århus ventes at stå færdig i 2020.
De otte teams er under ledelse af Årstiderne Arkitekter, Sahl Arkitekter, Rum Arkitektur, GPP Arkitekter, Friis & Moltke, JJW Arkitekter, Kjaer & Richter samt Casa Arkitekter.
Byggeriet, der skal opføres i det nordlige Århus, består af to etaper. Første etape består af 125 almene boligenheder, hvoraf de 75 er specialboliger til mennesker med svær demens, og de resterende 50 er indrettet til mere fleksibel brug. I alt er der tale om 10.000 kvadratmeter nybyggeri, som der er afsat 221 mio. kr. til. Derudover er der afsat 27 mio. kr. til servicearealer.
Anden etape består af en ombygning af 2.650 kvadratmeter eksisterende byggeri – primært til boliger der er egnet til psykiatriske borgere. Første etape ventes klar til brug i begyndelsen af 2019, mens anden etape forventes klar i 2020.