Nu ruller vejprojektet i Gellerup
Et nyt gadesystem skal åbne Aarhus-bydelen og første etape begynder nu.
Vejen skal fungere som forbindelse mellem den kommende bygade og den store indfaldsvej til Aarhus, Silkeborgvej. Samtidig bliver trafiksikkerheden på hele Tinesvej markant forbedret.
Den kommende bygade kommer til at strække sig fra City Vest til Bazar Vest, og det er også her den kommende letbane får sit forløb.
Midt på Bygaden bliver områdets nye hovedtorv etableret. Ligesom hovedgaden vil blive kendetegnet ved et aktivt byliv med butikkerm et beboerhus og et sports- og kulturcenter.
På den nye Tinesvej bliver der fokus på bløde trafikanters sikkerhed ved at etablere cykelsti på begge sider og indsnævre vejen til én kørebane i hver retning.
- En levende bygade kræver gode tilkørselsmuligheder, og derfor er forlængelsen af Tinesvej vigtig, siger Lars Clausen, der er projektleder hos Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune.
Når forlængelsen af Tinesvej er gennemført, begynder arbejdet på den nye bygade i starten af 2016.