23948sdkhjf

Nu vil FSC certificere bygninger i Danmark

En anderledes ordning til bæredygtigt byggeri ser nu dagens lys på det danske certificeringsmarked.
FSC er en velkendt certificeringsordning til handels- og produktionsvirksomheder og skove. Men både nybyggeri og renoveringsprojekter kan også FSC-certificeres.

I slutningen af 2014 blev Skandinaviens første FSC byggericertificering udstedt til forfatter Signe Wennebergs meget omtalte træsommerhus i Tisvilde. Dette projekt markerer introduktionen af en certificeringsordning for ansvarligt træ i den danske byggesektor:

- Det er mit håb, at dette er en start på, at vi i højere grad begynder at projektcertificere byggerier herhjemme efter en certificeringsordning som eksempelvis FSC. Træ er jo et fantastisk materiale, men vi skal sikre os, at det er produceret forsvarligt uden store konsekvenser for natur, miljø og mennesker, siger certificeringsleder og biolog, Karina Kitnæs, fra Orbicon, der var ansvarlig for udstedelsen af certifikat til Signe Wennebergs sommerhus.

100 procent fokus på træ
I Danmark er DGNB, LEED og BREEAM de mest anvendte certificeringer til bæredygtigt byggeri. FSC-projektcertificeringen adskiller sig fra disse ordninger ved at være 100 procent fokuseret på træbaserede materialers oprindelse.

- FSC’s projektcertificering stiller krav om, at der skal bruges træbaserede materialer fra bæredygtige skove og ansvarlige kilder i et byggeri- eller renoveringsprojekt. Dette kan også omfatte genbrugsmaterialer, forklarer Morten Hadsund Brodde, konsulent og projektrådgiver i FSC Danmark.

Anvendt i udlandet
Den første FSC-projektcertificering i verden blev givet i 2006 til boligbyggeriet Hollybrook Homes, der er et boligkompleks med 73 lejligheder i det østlige London.

Siden har større og mere kendte projekter opnået FSC-certifikat. Det gælder for eksempel den Olympiske Park i London, hvor 66 procent af de certificerede trækonstruktioner såsom broer, bænke og dele af sportsanlæg, har FSC-certifikat.

Også ved de kommende olympiske lege i Brasilien (2016) og Tokyo (2020) forventes byggerierne at opnå FSC-certificering.

Processen
En FSC-projektcertificering udføres af et uvildigt certificeringsfirma, der ved projektstart udfører et startaudit, hvor det tjekkes, om der eksisterer et system for sporing af leverancen af træ. Ved projektets afslutning gennemføres en slutaudit, hvor det bekræftes, at sporingssystemet er blevet overholdt, og hvor en opgørelse over det samlede forbrug af dokumenterbart bæredygtigt træ godkendes.

FSC’s projektcertificering anvender således uafhængig tredjepartsverifikation og dokumenterer på den baggrund, at krav om anvendelse af certificeret træ overholdes i enhver type af byggeprojekt. Certificeringen kan dække enten hele eller dele af projektet; eksempelvis trægulve, døre, vinduer, lofter eller køkkener.

Entreprenøren behøver ikke være certificerede, da det er projektet, som certificeres, og det er tilladt at anvende FSC's logo i forbindelse med omtale og markedsføring af byggeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093