23948sdkhjf

Pensionsselskab investerer 300 millioner i energirenovering

PKA har investeret i en fond, der vil hjælpe offentlige bygninger og almensektoren med at spare energi.
Der er gode penge at spare, hvis man skifter installationer, belysning eller ventilation i gamle bygninger ud med moderne og energibesparende løsninger.

Det er udgangspunktet for, at pensionsselskabet PKA har investeret 300 millioner kroner ind i fonden Sustain Solutions, der vil hjælpe særligt den offentlige og den almene sektor med at give ældre bygninger en tiltrængt energirenovering.

For og efter renoveringen måles energiforbruget i bygningerne, og den beregnede besparelse bruges til at afdrage på den nye løsning.

Dermed er der ingen ekstraudgifter eller huslejestigninger for ejere eller lejere i den periode, hvor investeringen betales tilbage.

- Vi forærer løsningen til kunden mod at få andel i energibesparelserne.

- Alle parter har en økonomisk gevinst, og i en tid, hvor bæredygtigt byggeri naturligt nok er på alles læber, viser initiativet, at der allerede nu er helt konkrete indsatsområder at tage fat på, siger Christian Niepoort, der er administrerende direktør i Sustain Solutions.

For PKA falder investeringen godt i tråd med pensionsselskabets investeringsfilosofi.

- Det er en rigtig, god idé, som er helt i tråd med PKA's tilgang til denne type af klimarelaterede investeringer: At skabe et godt afkast til vores medlemmers pensioner og gøre en positiv forskel, siger administrerede direktør Peter Damgaard Jensen.

Forventningen er, at et konkret projekt vil kunne medføre en energibesparelse på 10-20 procent, og at den vil være tilbagebetalt over fire til seks år.

Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL), har allerede udtrykt stor interesse for at få hjælp til at få gennemgået kommunens ejendomme med henblik på at opfylde ambitionen om at blive en CO2-neutral storby i 2025.

Kilde: /Ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128