Rekordoverskud hos Expan
Stigende omsætning har gennem de seneste år medført en fordobling af resultatet hos betonelementproducenten Expan.
- Tallene taler jo sit tydelige sprog, og vi glæder os naturligvis over de seneste års resultater, hvor vi især har nydt godt af en øget interesse fra bolig- og parcelhusbyggeriet. Alene til byggeri af parcelhuse leverede vi sidste år 350.000 kvadratmeter elementer i letklinkerbeton, svarende til ca. 1500 parcelhuse, hvilket er en fordobling siden 2003, fortæller adm. direktør Poul B. Kirkegaard fra Expan.
Også på medarbejderfronten kan fremgangen spores. Hvor man startede med 11 medarbejdere i Vejle i begyndelsen af 2001, huser kontoret i dag 65 medarbejdere, som udgør hovedkontoret for koncernens seks fabrikker i Jylland og på Fyn og en montageafdeling i Ringsted.
Fleksibilitet giver større sikkerhed
I dag udgør Expans årlige leverancer til netop boligbyggeriet godt 800.000 kvadratmeter af virksomhedens samlede produktion på 1,2 million kvadratmeter betonelementer. Det er dog ikke ensbetydende med en ensporet satsning fra Expan.
- På grund af et fleksibelt produktionsapparat er vi i stand til at levere elementer til både bolig-, erhvervs- og landbrugsbyggeri. Det betyder blandt andet, at vi er bedre sikret mod eventuelle nedgangstider inden for enkelte typer af byggeri, slutter Poul B. Kirkegaard.
Fleksibiliteten gør samtidig, at Expan både kan producere elementer af letklinker- og almindelig beton. Dermed indtager Expan positionen som landets største leverandør af vægelementer.
Kilde: Expan A/S