Kjellerup VVS vinder markant Arla-entreprise
Den midtjyske installatør leverer installationerne til 10.000 kvadratmeter stort innovationscenter.
Installatøren har vundet VVS-entreprisen på det 10.000 kvadratmeter store projekt, hvor 120 ansatte vil have deres daglige gang, når centeret står færdigopført. Kjellerup VVS rykker for alvor ind på byggepladsen i slutningen af august.
- Det er en spændende opgave med tekniske installationer, som vi efterhånden har en del erfaring i at udføre, siger indehaver Claus Egholm.
Claus Egholm vurderer, at sagen vil trække på to-tre mand og en lærling i godt et års tid.
Sahl Arkitekter er totalrådgivere på det store projekt, som forventes at stå klar til indflytning i efteråret 2016. Projektet indeholder et forsøgsmejeri, laboratorier, test- og sensorikfaciliteter samt administrative arbejdspladser. Den samlede anlægssum er på 210 millioner kroner.
JFP-samarbejde giver travlhed
Entreprisen udspringer af et godt samarbejde med JFP. Det er JFP, der har hovedentreprisen på innovationscenter-byggeriet.
I øjeblikket er Kjellerup VVS i gang med en anden opgave for JFP. I Skanderborg bliver 394 lejligheder renoveret, og Kjellerup VVS har ansvaret for VVS og ventilation i samarbejde med Strato Ventilation.