23948sdkhjf

22 forskerboliger i Carlsberg Byen når milepæl

Boligerne er tegnet af Praksis Arkitekter.
Den 3. juni var der rejsegilde for de 22 forskerboliger i Carlsberg Byen, som fra 2016 kommer til huse lovende forskere fra ind- og udland, der i en periode er tilknyttet det danske forskningsmiljø. Boligerne kommer til at ligge lige ud til J.C. Jacobsens historiske have og i tæt sammenhæng med Campus Carlsberg og Bohrs Tårn.

I det sydøstlige hjørne af Carlsberg Byen er byggeriet af de 120 lejligheder i Bohrs Tårn og Humlehuset allerede i fuld gang, og nu er byggeriet af de 22 nye forskerboliger også begyndt at tage form. Byggeriet har nået sit højeste punkt, hvilket man efter gammel skik fejrer med et rejsegilde for håndværkerne.

- Det glæder mig meget, at vi med rejsegildet i Forskerboligerne kommer endnu et vigtigt skridt nærmere at skabe en ny levende bydel i København. Allerede i midten af 2016 flytter de første ind i Carlsberg Byen, når både Campus Carlsberg og Humlehuset står klar. Ligeledes grænser forskerboligerne op til vores nye vartegn, Bohrs Tårn, der er klar til indflytning i 2017, siger Jens Nyhus, administrerende direktør i Carlsberg Byen P/S og fortsætter:

- Forskerboligerne binder på fin vis en del af bydelens historie sammen med fremtiden og tilfører samtidig et internationalt præg ved at tiltrække topforskere fra hele verden til Carlsberg Byen.

Kulturarven videreføres Carlsbergfondet tog beslutningen om at påbegynde projektet i forbindelse med 200 års fødselsdagen for J. C. Jacobsen, grundlæggeren af Carlsberg.

Det er det danske arkitektfirma Praksis Arkitekter, der står bag tegningerne af det nye byggeri. Firmaet vandt Carlsbergfondets konkurrence om at tegne boligerne, fordi deres bud imponerede ved at nyfortolke og videreføre historien om Carlsberg – blandt andet i kraft af materialevalget og byggeriets lyse farve, der går igen i nabobygningen og Carlsbergfondets æresbolig.

Carlsberg Byens P/S opfører de 22 forskerboliger for Carlsbergfondet. Forskerboligerne indeholder boliger fra 1. til 4. sal samt tagterrasse på 5. sal. Fra tagterrassen er der direkte udsigt til både J.C. Jacobsens Have og den gamle Mineralvandsfabrik, der i dag huser Dansehallerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078