Lemvigh-Müller atter over 100 millioner på bundlinjen
Ståldivisionen er lokomotivet bag omsætningsvæksten hos stål- og teknikgrossisten, der også forbedrer bundlinjen for femte år i træk.
Det er femte år i streg, at den Herlev-baserede grossistkoncern styrker indtjeningen. Og den udvikling skyldes blandt andet et effektiviseringsforløb, som ifølge ledelsens beretning i regnskabet også vil præge koncernen i de kommende år.
- For Lemvigh-Müller oplever vi, at de seneste mange års fokus på effektivisering giver os et godt fundament for at drive forretning, skriver en tilfreds Lemvigh-Müller-ledelse i årsrapporten for 2014.
Driftsresultatet steg i 2014 til 130 mio. kr. mod 109 mio. kr. året før, mens resultatet før skat på 107,5 mio. kr. er 19 mio. kr. større end sidste år – og samtidig det bedste resultat siden 2006.
Stål trækker op
Overordnet melder Lemvigh-Müller, der, udover salg og bearbejdning af stål og metal, også beskæftiger sig med salg af el-materiel, vvs-produkter og værktøj, om et rimeligt aktivitetsniveau i 2014, hvor flere af koncernens markeder har stabiliseret sig. Det har udmøntet sig i en omsætning på 5.305 mio. kr. – godt 229 mio. kr. mere end sidste år.
- Omsætningen er (…) fremkommet i et år med fornuftig aktivitet, men stigningen kan primært henføres til vores Stål-division, lyder det i ledelsesberetningen, hvoraf det også fremgår, at både top- og bundlinje forventes at stige i 2015.
2014-omsætningen er koncernens højeste siden 2008, hvor Lemvigh-Müller omsatte for små 7,5 mia. kr.