BilligVVS.dk på udenlandsk
Netbutikken BilligVVS.dk rundede en omsætning i 2007 på 100 mio. kr. Nu ser folkene bag ud over landets grænser.
Resultatet før skat for 2007 lyder på 10,2 mio. kr., hvilket er en fremgang på 29% i forhold til 2006, hvor man før skat hev 7,9 mio. kr. hjem.
Nu overvejer adm. direktør Jesper Bunde-Pedersen at udvide forretningen og sælge VVS-artiklerne i udlandet. I øjeblikket undersøges hvilke markeder, der er interessante for virksomheden.
- Det er ikke helt så let at sende badekar og brusekabiner til Norge eller Sverige, som det eksempelvis er tilfældet med tøj. Så vi arbejder kraftigt med at finde samarbejdspartnere, siger Jesper Bunde-Pedersen, til ErhvervsBladet.
Han lægger da heller ikke skjul på, at han håber, at salget i udlandet påbegyndes allerede i 2008. Ellers er forventningerne til indeværende år en øget omsætning og lønsomhed i mindst samme omfang som i 2007.
Kilde: ErhvervsBladet - www.erhvervsbladet.dk