23948sdkhjf

Casa bygger 700 nye p-pladser på DNU

Det nye p-hus opføres som et offentligt-privat partnerskab nær hospitalets Akutcenter og får heliport på taget. Etableringssummen er på cirka 150 mio. kr.
Det ligger nu fast, at det bliver Casa, der kommer til at stå for byggeriet af et nyt p-hus med 700 p-pladser og heliport på toppen ved Det Nye Universitetshospital i Aarhus.

Det nye p-hus bliver placeret tæt på akutmodtagelsen og skal primært bruges til parkering for patienter og pårørende. Over taget af p-huset etableres en heliport, som både kan modtage Forsvarets store helikoptere og de gule lægehelikoptere.

Placeringen ved akutcentret betyder, at patienter, der ankommer med helikopter, fremover kan transporteres direkte til akutmodtagelsen via en elevator fra heliporten og dermed komme hurtigere i behandling.

Byggestart sidst på året
Det nye p-hus opføres som et offentligt-privat partnerskab (OPP), hvor Casa finansierer, etablerer og driver p-huset og hele hospitalets overflade-parkering i kontraktperioden der løber fra 1. august 2015 til 2031. Herefter køber regionen p-huset tilbage.

Casa etablerer desuden heliporten på p-husets tag i totalentreprise. Etableringen af selve p-huset beløber sig til 114 mio. kr. Dertil kommer udgifter til heliporten på 40 mio. kr.

Byggestart for p-huset er planlagt til fjerde kvartal 2015, og p-hus med heliport skal stå klar til brug i oktober 2016 forud for ibrugtagning af det nye akutcenter. Casa overtager desuden administrationen af overflade-parkeringen på Aarhus Universitetshospital, Skejby den 1. august 2015.

Fakta om projektet

• Bestiller: Region Midtjylland
• Arkitekt: AART architects A/S
• Rådgivende ingeniører: MOE A/S
• Parkeringsoperatør: APCOA PARKING Danmark A/S

OPP-projektet er udbudt som en koncessionsaftale, det vil sige en aftale mellem, i dette tilfælde, en offentlig myndighed og en virksomhed, hvor virksomheden har retten til en bestemt aktivitet i bytte for de vilkår, som er skitseret i aftalen. Der er således tale om et OPP (offentligt-privat partnerskab).

Derudover en entrepriseaftale i forhold til heliporten, som finansieres af DNU-projektets kvalitetsfondsmidler. Der er dermed to ejere: Casa ejer p-huset i kontraktperioden, mens Region Midtjylland ejer heliporten. Efter kontraktperioden køber regionen p-huset tilbage.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097