23948sdkhjf

Arkitema sætter turbo på skandinavisk vækst

Organisk vækst i Sverige og et nyligt opkøb i Norge er med til at sætte skub i udviklingen hos tegnestuen med de århusianske rødder.
En omsætningsfremgang på 20 procent til 244,5 mio. kr. samt et resultat efter skat på 5,3 mio. kr. blev facit for regnskabsåret 2014 hos arkitektkoncernen Arkitema, der driver tegnestuer i både Danmark, Norge og Sverige.

- Resultatet er i sig selv tilfredsstillende og i overensstemmelse med det budgetterede, men ret beset burde årets store omsætningsfremgang have resulteret i et bedre resultat for virksomheden, konstaterer adm. direktør Peter Hartmann Berg i årsrapporten.

Brancheanalyse: Arkitektbranchen tjener for lidt på opsving

Forklaringen er, at Arkitema i første halvdel af 2014 investerede massivt i koncernens salgsaktiviteter, hvilket gav pote i andet halvår, hvor det lykkedes at sikre flere store og langsigtede opgaver.

Mål om 500 ansatte
Især koncernens svenske selskab – Arkitema AB – rykkede på den organiske vækst med en omsætningsfremgang på 64 procent, mens antallet af medarbejdere på kontoret i Stockholm er steget fra 29 til 75 siden 2012.

I Norge blev samarbejdet med tegnestuen ELN Arkitekter i sidste måned formaliseret gennem et opkøb, så Arkitema nu er gået fra 3 til 31 ansatte på kontoret i Oslo. Den samlede medarbejderstab er dermed oppe på 368 ansatte, hvoraf størstedelen (158) fortsat sidder i Aarhus, mens kontorerne i København og Malmø huser 104 ansatte.

Målet er at runde 500 ansatte i hele koncernen i løbet af en femårig periode.

- Arkitema-koncernens nu fuldt etablerede skandinaviske platform, sammenholdt med de meget positive markedsmæssige tendenser, som vi i øjeblikket ser, giver os særdeles positive forventninger for virksomheden i de kommende år, og vi ser med optimisme på vores ambition om at blive blandt Skandinaviens absolut største og mest succesrige arkitektvirksomheder, konstaterer Peter Hartmann Berg i årsrapporten.

Læs mere om Arkitema her.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125