23948sdkhjf

Georg Berg renoverer 74 boliger i Slagelse

Den lokale entreprenør har vundet opgaven i Norbrinken.
I mandags startede renoveringen af Boligkorsørs 74 boliger i Norbrinken, og arbejdet er planlagt til at slutte den 29. september 2016.

- Vi er i gang med fem renoveringer af 800 af Boligkorsørs 2800 boliger. Og yderligere 350 boliger er på vej. Det er til gavn for beboere, beskæftigelsen og boligmassen i Korsør, så vi kan fastholde og tiltrække borgere, fortæller Ebbe Ahlgren, formand Boligkorsør.

Renoveringen kommer til at betyde udskiftning af altangange, vinduer og nye facader, og det er udbedring af byggeskader fra byggeriets oprindelse. Det er skader, som er tidstypiske for denne type byggeri, der blev opført i 1970’erne.

Nye arbejdspladser
Den lokale entreprenør Georg Berg fra Slagelse har vundet opgaven. Det gavner beskæftigelsen lokalt, fordi der ansættes ekstra svende og benyttes en række underleverandører fra området til at udføre opgaver inden for el, vvs, malerarbejde, murerarbejde mm.

- Konkret betyder renoveringen af Norbrinken, at vi ansætter 6-8 mand ekstra, der skal gå i boligafdelingen i halvandet år, siger Christian Berg, administrerende direktør i Georg Berg.

Herudover forhandler Georg Berg med lokale underleverandører om opgaverne i renoveringen.

Hensynsfuld renovering
Renoveringen er planlagt med arbejdsprocesser, der tager mest muligt hensyn til beboerne og gener minimeres. I Norbrinken opsættes støvvægge i lejlighederne, så ingen beboere skal genhuses, og nye vinduer sættes i samme dag som de gamle tages ud. Desuden er der ansat en beboerkoordinator, der skal sikre dialog og kommunikation til beboerne.

- Jeg er glad for det gode rådgiverteam omkring byggeriet, som har betydet en god proces mellem beboere og rådgivere. Et godt rådgiverteam er en forudsætning for en succesfuld renovering til gavn for beboerne, siger Peter Hjorth, direktør i BoligKorsør.

Landsbyggefonden finansierer størstedelen af renoveringen af Norbrinken, som BoligKorsør også selv betaler en væsentlig del af. Renoveringen koster 59 mio. kr.


Fakta:

Norbrinkens renovering
• Bygherrer: BoligKorsør
• Byggeforretningsfører: Domea
• Hovedentreprenør: Georg Berg
• Arkitekt: Arkitektfirmaet Friis Andersen A/S
• Ingeniør: Lyngkilde
• Landskabsarkitekt: Nørgaard & Holscher

BoligKorsør renoverer
• BoligKorsør har fem større renoveringer i gang
• Ud af 2800 boliger renoveres 800 boliger, og de skal stå klar i 2017
• Samlet anlægsbudget for BoligKorsørs renoveringer er 600 mio. kr.
• BoligKorsør har ungdomsboliger, familieboliger og ældreboliger fordelt på ca. 30 boligafdelinger.
• BoligKorsør har indgået et partnerskab med den almene bygge- og boligadministration Domea som byggeforretningsfører på tre af BoligKorsørs renoveringer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094