46 lejligheder på vej i hjertet af Aarhus
Ejendomsselskabet Bricks går i gang med at renovere to sammenhængende ejendomme på Frue Kirkeplads.
Ejendommen på hjørnet af Klostertorvet/Frue Kirkeplads og nabobygningen kommer til at rumme 46 ejerlejligheder og en ny restaurant.
Visualisering: Brick A/S
Den store rødstensejendom på Klostertorvet/Frue Kirkeplads blev i begyndelsen af det 20. århundrede opført af den aarhusianske grosserer Hans Frederik Schourup til at rumme firmaet ”Hans Schourup & Jyllands Stål- og Maskinforretning A/S”.
Senest har det smukke gamle hus været hovedsæde for advokatfirmaet Bech-Bruun, der sidste år flyttede til en nybygning i Værkmestergade ved Aarhus Hovedbanegård.
Den hvide ejendom på adressen Vestergade/Frue Kirkeplads har tidligere rummet en række liberale erhverv, men bliver i fremtiden ejerlejligheder af samme størrelse som nu. Kun en landsinspektør fortsætter med at have kontorer i den herskabelige ejendom.
Hele komplekset støder op til gågaderne i centrum, men ligger alligevel lyst og åbent med de grønne områder omkring Vor Frue Kirke.
Nyt liv til bydelen
Bricks har bedt arkitektfirmaet Luplau & Poulsen skabe den nye indretning af de attraktive ejendommes knap 6.000 kvadratmeter. Det betyder, at rødstensejendommen på Klostertorvet bringes tilbage til sit tidligere udseende, hvor vinduerne i stueetagen føres helt ned til jorden. Samtidig åbner man for dagslys ned
til restaurantdelen i kælderen, som man kender det fra restauranterne bl.a. i Skolegade tæt ved åen.
- Vi vil give nyt liv til den lidt støvede og tillukkede advokatejendom, der med en restaurant i hele stueetagen i den tidligere arkivkælder og 46 eksklusive ejerlejligheder vil blive et nyt mødested i byen, fortæller Martin Busk, der er direktør og medejer af Bricks A/S.
Hele ombygnings- og renoveringsprojektet sættes i gang så snart det sidste papirarbejde er på plads. Efter planen vil det betyde, at de nye ejere kan flytte ind primo 2016, mens restauranten ventes at åbne ultimo 2015.