Hundsbæk & Henriksen skal ansætte i stor stil
Succes i Vejle og på Sjælland skaber behov for at udvide medarbejderstaben med 20 procent.
Samtidig med opgaverne i Vejles havneområde oplever Hundsbæk & Henriksen en kraftig vækst i antallet af opgaver på Sjælland og ikke mindst i hovedstadsområdet. Væksten er blandt andet et resultat af en bevidst satsning på opførelse og renovering af svømmebade, hvor virksomheden er med i projekter i Holbæk, Egedal, Rødovre, Vallensbæk og Hørsholm.
Den positive udvikling medfører, at antallet af medarbejdere skal øges med 20 procent i løbet af 2015. I dag er der 45 ansatte på kontorerne i Vejle, Horsens og Billund. Fortsætter udviklingen, kan der blive tale om at åbne afdelinger øst for Lillebælt.
-Vi er naturligvis stolte og ydmyge over for den udvikling, vi oplever. Jeg tror det er den tilgang, vi har til opgaverne, der gør en forskel. Vi går gerne nye veje. Det er rygtedes i branchen, og derfor får vi også ofte uopfordrede ansøgninger fra personer, der vil prøve noget nyt, siger adm. direktør Niels Lerbech Sørensen.
Markante firmadomiciler ved motorvejen
Det seneste eksempel på, at ingeniørerne går nye veje er et samarbejde med entreprenørselskabet STB Byg i Vejle og GPP Arkitekterne i Aarhus.
Under navnet ”Ikon Domicil” er hensigten at opføre markante firmadomiciler tæt ved motorvejsnettet. En placering ved motorvejen har udover en brandingmæssig effekt også betydning for tiltrækning af kunder og nye medarbejdere. Samtidig giver det mulighed for betydelige reduktioner i logistikomkostningerne.
Endvidere er Hundsbæk & Henriksen med i konkurrencer om Tingbjerg Svømmehal og Glostrup Svømmehal, samt i Thyborøn, hvor en tidligere idrætshal skal omdannes til et vandkulturhus.