23948sdkhjf

Arenakvarteret skyder op af jorden

Flere store infrastrukturarbejder bliver snart skudt i gang i Arenakvarteret på Amager.
Til maj påbegyndes anlægget af den første del af den byfælled, der bliver et vigtigt omdrejningspunkt i Arenakvarteret. Indgangen til Arenakvarteret fra Ørestads Boulevard vil typisk komme til at ske via Kanalpladsen – en urban plads i støbt beton med træ, lys, planteøer og vandbassin. Entreprenørfirmaet Barslund har vundet licitationen og skal stå for arbejdet.

Pladsen skal fungere som Arenakvarterets ansigt og samlingssted for folk, der kommer med metroen, og den vil give adgang til de kommende byggerier omkring pladsen.

I første etape anlægges Kanalpladsen sammen med den nordligste del af Robert Jacobsens Vej, som dermed færdiggøres i sin endelige form fra bassinerne i syd til Kanalpladsen i nord. Arbejdet indledes til maj og ventes at være færdigt i april 2016. I efterfølgende etaper anlægges resten af byfælleden med de omkringliggende belægninger og tilkoblinger til det øvrige vejnet i området.

Hannemanns Allé udvides
Hannemanns Alle er allerede nu en vigtig adgangsvej fra motorvejen til Ørestad Syd. Udviklingen af Arenakvarteret med boliger, skole, skøjtehal, erhvervsbyggeri og en Arena gør alléen endnu mere vital. Derfor udvides Hannemanns Allé fra de oprindelige to spor til fire spor med cykelsti og fortov.

I forbindelse med udvidelsen anlægges også to nye adgangsveje ind i Arenakvarteret. Dels en vej til den nye skøjtehal, der forventes at åbne næste år samt til det nye Nordre Fælled Kvarter, hvor de første rækkehuse er sat til salg. Og dels en vej til det kommende Hannemanns Kvarter, der kommer til at udgøre det nordøstlige hjørne af Arenakvarteret.

Udvidelsen af Hannemanns Allé forventes påbegyndt af Barslund til juni og forventes afsluttet til maj 2016.

Stibro mellem City og Syd
Nord for Øresundsmotorvejen i Ørestad City ligger Field´s, Ørestad Metrostation, Ørestad Skole, gymnasium, bibliotek og en masse andet. Hidtil har de to Ørestadskvarterer været bundet sammen af en cykel/gangbro ved Kanalvej samt af Ørestads Boulevard,der både har cykelsti og fortov.

Derfor etableres der nu en ny stibro langs den eksisterende vejbro på Ove Arups Vej. Arbejdet forventes at gå i gang til april 2015 og være færdigt i foråret 2016. Projektet indebærer - udover selve broen - også en stiunderføring under både den eksisterende vejbro og den kommende stibro på skråningen nord for jernbanen. Derudover skal der omlægges ledninger og ombygges på den eksisterende Ove Arups Vej, så fortove, tilkørsler og signalanlæg m.m. tilpasses.

Stibroen er tegnet af Christensen & Co Arkitekter, Rambøll er rådgivende ingeniører, og Barslund er entreprenør efter licitation. Broen udføres i beton med rækværk i aluminium og håndlister med indbygget LED lys.

Fakta - Arenakvarteret
Arenakvarteret kommer til at rumme i alt 270.000 etagemeter byggeri. Bolig og erhverv udgør ca. 200.000 etagemeter, og de offentlige bygninger samt arena inklusiv udvidelsesmulighed på ca. 70.000 etagemeter.

Arenakvarteret er sammensat af fem forskellige mindre kvarterer, der omgiver den tværgående byfælled. Hertil kommer Royal Arena, en skøjtehal, en skole, samt en række andre offentlige institutioner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094