Acceptabelt Sanistål-resultat efter svært år
2014 endte med en lille omsætningsstigning og sorte tal på bunlinjen hos stål-, teknik- og vvs-grossisten.
Årets resultat af primær drift steg samtidig med 47 mio. kr. til 75 mio. kr., og resultat før skat steg med 30 mio. kr. til 56 mio. kr.
Tager markedsandele i Østdanmark
Sanistål har opereret på et byggemarked med moderat vækst og et vvs-marked med et lille fald. Stål-indtjeningen er realiseret under det i forvejen pauvre 2013, og kun industri-markedet har udviklet sig stabilt.
- De svære markedsvilkår til trods har vi øget omsætningen i Danmark, og derved opnået større markedsandele. Væksten er opnået gennem en større salgsindsats i det østlige Danmark, voksende succes med vores koncepter samt en målrettet indsats i projektforretningen og overfor eksisterende kunder, udtaler administrerende direktør Christian B. Lund i koncernens regnskab.
- Det tyske marked har været under pres i 2014, hvilket har ført til et fald i vores omsætning. I Østeuropa har vi fastholdt vores aktivitetsniveau på markeder, der mærker effekten af krisen i Ukraine. Aktiviteten i Serman & Tipsmark har været præget af en afmatning på det norske offshore-marked, fortsætter han.
Forventer flad udvikling
I Saniståls Byggeri-division omsatte man i alt for 1,987 mia. kr. i 2014 mod 1,956 mia. kr. året før. Fremgangen skyldes ifølge regnskabet hovedsageligt den øgede salgsindsats i Østdanmark. Driftsresultatet (EBITDA) endte på 45 mio. kr. mod 51 mio. kr. i 2013.
I Industri-divisionen blev det til en stigning i omsætningen på 1,6 procent til 2,388 mia. kr. Omsætningsstigningen kommer på trods af faldende stålpriser. EBITDA i divisionen faldt til gengæld med 9 mio. kr. til 100 mio. kr.
I 2015 forventer Sanistål fortsat en flad udvikling i såvel bygge- og anlægsbranchen som i industri-sektoren. Derfor kalkulerer man med et resultat af primær drift (EBIT) på 80-110 mio. kr.