Toppen er nået på VM-Bjerget
Når VM BJERGET i Ørestad står færdigt til næste år, byder huset på den sjældne kombination af rummelige bylejligheder, frodige taghaver og en arkitektonisk perle af et P-hus.
VM BJERGET er noget helt særligt. Fra tiende etage i det nordvestlige hjørne til stueetagen i det sydøstlige hjørne vil 80 boliger med store tagterrasser og frodige taghaver brede sig ud over bygningens fundament, som består af et gigantisk P-hus med plads til ca. 480 biler. Herfra stammer byggeriets navn VM BJERGET. Boligerne ligger nemlig på en menneskeskabt bjergside.
- Det svarer til, at en bolig på 100 m2 i princippet ligger på toppen af en 12 meter høj betonsøjle. Den store afstand mellem P-husets dæk og undersiden af ”bjergsiden” gør, at boligerne nærmest svæver, og det får konstruktionen til at virke helt ekstrem. Søjlerne på 80x80 cm kommer næsten til at virke spinkle, siger projektchef og ingeniør Svend Blem Sørensen, fra Høpfner A/S, som er ansvarlig for opførelsen af VM BJERGET.
Det nye P-hus bliver en arkitektonisk oplevelse både indefra og udefra. Udvendigt danner den perforerede stålfacade et kunstværk, som afbilleder Mount Everest – og slår tonen an for hele VM BJERGET. Om aftenen, når den kunstige belysning er tændt i P-huset, strømmer lyset ud gennem facaden og skaber en spektakulær effekt, som nærmest ”vender vrangen ud af” kunstværket og får det til at ligne et gigantisk fotografisk negativ.
En særlig spektakulær løsning i VM BJERGET er den skrå elevator i det katedrallignende parkeringsrum, som kører op ad bjergsiden inde i P-huset. Elevatoren er importeret fra Schweiz, og der findes ikke nogen tilsvarende elevator i Danmark. Derfor er elevatorsystemet projekteret i tæt samarbejde med myndighederne og Arbejdstilsynet, som skal særgodkende elevatoren.
- VM BJERGET er en ingeniørfaglig udfordring af de helt store. Uden ingeniørernes indlevelse i projektet og deres vilje til at løse udfordringerne, havde arkitekterne aldrig fået det helt specielle udtryk, som de ønsker sig. Projektet har været præget af en åben dialog, hvor alle parter er kommet til orde, og hvor man også har været meget åbne overfor entreprenørernes input til processen, siger Svend Blem Sørensen.
Kilde: Ørestad