Østerbro er hovedstadens dyreste leje-bydel
Man kan spare mange penge på huslejen, hvis man ser sig om i København. Østerbro er dyrest med lejeboliger.
Der skal nemlig markant flere penge til, hvis man vil bo på Østerbro end i resten af hovedstaden.
Lejebolig.dk har set på prisniveauet i samtlige kvarterer i Frederiksberg og Københavns Kommune.
Og i snit koster en kvadratmeter på Østerbro 129 kroner, mens en på Nørrebro koster 111 kroner.
- Østerbro er det dyreste område i hovedstaden, hvis du er på udkig efter en lejebolig. Dette afspejles også i udbuddet af ledige boliger i området, der generelt følger prisen, siger Michael Eggert, direktør i Lejebolig.dk.
Selv om man måske tænker på Frederiksberg som et lidt finere sted, så er Vesterbro rent faktisk dyrere.
København K ligger med 126 kroner lige efter Østerbro - men så følger Vesterbro med 123 kroner per lejekvadratmeter.
Og for et år siden, viste Lejebolig. dks undersøgelse, at Vesterbro var hovedstadens dyreste bydel.
- Selvom der er rykket lidt rundt på placeringerne i toppen, er Vesterbro stadig et ultra-populært sted, hvor eksempelvis mange unge søger hen.
- Samtidig udbydes der i modsætning til de andre dyre områder færre ledige boliger her, siger Michael Eggert.
Rykker man lidt længere væk fra Rådhuspladsen og Kongens Nytorv, falder priserne på lejeboliger en del.
I Brønshøj koster en kvadratmeter 99 kroner, I Vanløse fås den for 102 kroner per kvadratmeter, mens Valby går for 111 kroner per kvadratmeter.
/ritzau/