Uautoriserede håndværkere bliver retsforfulgt og straffet
Sikkerhedsstyrelsen modtog i årets første otte måneder 227 anmeldelser om overtrædelser af autorisationsreglerne inden for vvs, gas og kloak. Af de 227 anmeldelser er 106 sager sendt videre til politiet
Det fremgår af en status, styrelsen har lavet per 1. september.
Anmeldelserne fordeler sig med 47 sager inden for elområdet, 83 sager inden for vvs og gas, og 97 sager inden for kloak. 106 sager er i den samme periode sendt videre til politiet.
I hele 2011 modtog Sikkerhedsstyrelsen 329 anmeldelser om overtrædelser på autorisationsområdet, og 175 af disse sager førte til en politianmeldelse.
- Vi er naturligvis kede af, at problemet stadig eksisterer, men på den anden side er det vigtigt, at vi får det frem i lyset til fordel for både branchen og forbrugerne. Det er også årsagen til, at vi bl.a. har oprettet hjemmesiden www.sik.dk/tjek, hvor alle kan se, om den enkelte håndværker har autorisation til at udføre de forskellige arbejdsopgaver, forklarer pressechef Dorthe G. Rasmussen fra Sikkerhedsstyrelsen til Tekniq.dk.
Sikkerhedsstyrelsen havde pr. 1. september modtaget 53 afgørelser fra politiet. Der er både tale om bødeforlæg, som overtræderen har accepteret at betale, og om domme. Vil det firma eller den person, som har forbrudt sig mod autorisationsbestemmelserne ikke vedkende sig sit ansvar, går sagen videre til retten og afsluttes med en dom.
I de fleste sager er der givet bøder på mindst 10.000 kr., oplyser Sikkerhedsstyrelsen, skriver Tekniq.dk.
Fejlagtig annoncering
Som oftest handler sagerne om ulovlig annoncering, hvor en håndværker kalder sig autoriseret uden at være det. Desuden vælger mange firmaer et navn, som fejlagtigt kan bringe forbrugeren til at tro, at firmaet er autoriseret vvs-installatør, elinstallatør eller kloakmester.
- Foruden sager om ulovlig annoncering drejer en række anmeldelser sig også om firmaer, der har udført autorisationskrævende arbejde uden at være i besiddelse af den nødvendige autorisation. Der er også eksempler på egentlig stråmandsvirksomhed, hvor et autoriseret firma færdigmelder arbejde, som er lavet af et firma uden autorisation. Yderligere drejer flere sager sig om arbejde, som ikke er færdigmeldt efter reglerne, fremgår det af Tekniq.dk.
tøtte