Grøn fagmesse i vækst
Have & Landskab ´13 er sat på skinner. Arrangørerne udvider åbningstiden
- Forventningen er helt klart at holde samme antal udstillere og besøgende som sidst. Jeg skal understrege, at vi ikke har været i gang med standsalget særligt længe, men allerede nu ser det bedre ud end i 2011, hvor vi jo satte rekord. Særligt har maskinhandlerforeningens medlemmer været hurtige på aftrækkeren i år, fortæller udstillingsleder Kristian Larsen, der også mener, at der er realistisk at forvente i omegnen af 9.000 besøgende ligesom i 2011.
- Krisen er stadig aktuel derude, og jeg tror ikke, at der er sket mange ansættelser indenfor de sidste to år, men jeg tror godt, at vi kan holde niveauet fra sidste udstilling. Og først og fremmest er det vigtigt at holde sig for øje, at antallet af beslutningstager og ledere fra virksomheder og kommuner ikke er faldet, selvom vi gik fra 10.485 besøgende i 2009 til 8.985 i 2011, pointerer Kristian Larsen.
Flere facademeter og længere åbent
Have & Landskab er den grønne branches egen fagudstilling. Den er arrangeret for fagfolk og ejet af væsentlige aktører i branchen: Skov & Landskab repræsenterer forsknings- og udviklingssiden, Danske Anlægsgartnere entreprenørsiden, mens Danske Planteskoler og Maskinleverandørerne repræsenterer leverandørsiden.
Have & Landskab er under konstant udvikling, og derfor har Kristian Larsen nok at se til for tiden. Bl.a. vil udstillingen til næste år kunne tilbyde en stor del af sine udstillere flere facademeter, selv om de køber den præcist samme stand som i 2011. Det drejer sig om udstillingsområderne "Inventar og belægninger" og hovedstrøget på Jernbjergvej.
- Her gør vi det, at vi omdanner flere af standrækkerne til "øer" af stande. På den måde vil udstillerne have flere facademeter og kan komme i snak med de besøgende på begge sider af standen, og det er jo den kontakt, som de grundlæggende betaler for, forklarer Kristian Larsen.
Derudover har Have & Landskab valgt at udvide åbningstiden om torsdagen på udstillingens andendag til kl. 19 i stedet for kl. 16. Det sker for at sikre, at de gæster, som rent faktisk er nødt til at arbejde alle tre dage, også har mulighed for at komme.
Have & Landskab 13 afholdes igen i år på Jernbjerggården ved Selandia CEU i Slagelse fra den 28. til 30. august 2013.
tøtte