Ankenævn skærer boligejeres klager over en kam
Det er ulovligt, når vurderingsankenævn affejer klager over for højt satte grundværdier, mener professor.
Vurderingsankenævnet for Frederiksberg og otte kommuner omkring København har nemlig besluttet ikke at sætte grundværdierne ned, selv om boligejerne har fået sat deres grundværdi for højt, og derfor skal betale ekstra i ejendomsskat, den såkaldte grundskyld.
Forklaringen fra det politisk udpegede ankenævn er, at en klagende boligejer ellers vil blive stillet bedre end sine naboer, der ikke har klaget.
- Hvis der er en vej med 100 ejendomme, og der er to, der har klaget, sætter vi ikke grundværdien ned for de to. For så har Skat sat niveauet for højt for alle ejendomme i området, siger ankenævnets formand, Jørn Jensen, til Politiken.
Nævnet mener i stedet, at Skat som vurderingsmyndighed "må sikre, at grundværdierne som helhed er korrekte".
Boligejerne i de ni kommuner i hovedstadsområdet fik ved Skats vurdering i 2011 sat deres grundværdier op med i gennemsnit 46 procent, selv om huspriserne havde været uændrede siden 2009.
Forhøjelsen vil, når den er slået fuldt igennem, betyde, at boligejerne i gennemsnit skal betale cirka 15.000 kroner mere i grundskyld hvert år.
Men ankenævnets praksis er en "ulovlig administration af loven", siger Jan Pedersen, professor i skatteret ved Aarhus Universitet.
- Nævnet skal forholde sig konkret til hver enkelt klage, uanset om andre også ville få medhold eller ej. Så det er forkert, det, nævnet gør, siger han til Politiken.
Chefjurist Christian Gommesen fra rådgivningsfirmaet Rafn & Søn betegner ankenævnets praksis som "åbenbart ulovlig" med den konsekvens, at "det på forhånd er givet, at klageren ikke kan få nedsat sin grundværdi".
/ritzau/