23948sdkhjf

Håndværkerne tror på mere at lave og flere job

Man skal seks år tilbage i tiden for at finde så glade håndværkere som nu, viser analyse. Krisen blæser væk.
Stadig flere tilslutter sig koret, der mener, at finanskrisen for alvor er på retur. Også de danske håndværkere tror efterhånden på, at det går mod bedre tider. Det viser en analyse fra Håndværksrådet.

Faktisk er optimismen til fremtiden ikke set større i de sidste seks år. Og små og mellemstore virksomheder i branchen mener, at det går fremad.

Virksomhedernes vurdering af Danmarks økonomiske situation i forhold til for et år siden er faktisk så høj, at ser man bort fra niveauet i tredje kvartal 2013, skal man hele syv år tilbage for at finde et højere niveau.

Mere end hver tredje af virksomhederne i analysen vurderer, at Danmarks økonomiske situation er blevet bedre. Det er en stigning på fire procentpoint fra sidste kvartal.

Og det er ikke kun landet, der er ved at komme ud af økonomisk lavvande. Også virksomheder mener, at deres økonomiske situation er blevet væsentligt bedre end for et år siden.

35 procent af de adspurgte virksomheder mener, at økonomien er blevet bedre, mens 18 procent mener, den er blevet dårligere.

Og forventningerne til årets resultat er da også høje. 48 procent forventer et bedre resultat i år end sidste år, mens 11 procent regner med dårligere resultat i 2014.

Og jo bedre det går, desto flere forventer virksomhederne at ansætte. De mindre virksomheder forventer, der er overvægt af ansættelser frem for fyringer, og især i byggeriet mener 28 procent af virksomhederne, at de vil ansætte flere i den kommende tid.

Håndværksrådets konjunkturanalyse er baseret på et spørgeskema udsendt til knap 1700 respondenter. Her af har 872 små og mellemstore virksomheder svaret i februar, oplyser rådet.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062