Fem teams kæmper om Frihedsmuseet
Fem teams er blevet udvalgt til at deltage i konkurrencen om at tegne Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45, også kaldet Frihedsmuseet. En vinder forventes offentliggjort i maj 2015
Startskuddet for projektkonkurrencen er nu gået, og blandt de i alt 54 teams, som har budt ind i konkurrencen om at tegne det nye museum, er 5 nu udvalgt til at gå videre i konkurrencen. De 5 teams er:
Lundgaard og Tranberg i samarbejde med EKJ Rådgivende Ingeniører A/S, Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S og ÅF Lightning Hansen & Henneberg
Heneghan Peng Architects i samarbejde med Ove Arup & Partners Ltd og Agence Ter
Polyform Arkitekter i samarbejde med Search, Oluf Jørgensen og Cenergia
BIG Bjarke Ingels Group A/S i samarbejde med Søren Jensen Rådgivende Ingeniører A/S og Schønherr A/S
Henning Larsen Architects i samarbejde med Schul Landskabsarkitekter og HaCaFrø/Tyréns.
Direktør for Nationalmuseet Per Kristian Madsen siger:
- Sammen med dommerkomiteen glæder jeg mig meget til at se de fem arkitektoniske bud på et nyt museum. Der stilles store krav til de formidlingsmæssige rammer, samtidig med at bygningen skal spille sammen med omgivelserne i Churchillparken. Den store interesse fra arkitekternes side vidner om, at både danske og udenlandske arkitekter har mod på at skabe det hus, der skal rumme fortællingen om frihedskampen i form af den kommende udstilling, samt at modstandskampen stadig står stærkt i danskernes bevidsthed.
Dommerpanel finder vinderen
Det bliver nu op til dommerkomitéen at gennemgå de enkelte forslag og i sidste ende vælge det team, der skal tegne Frihedsmuseet. Dommerkomiteen består af:
Marianne Jelved (formand), kulturminister
Henrik Tvarnø, direktør, A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal
Per Kristian Madsen, museumsdirektør, Nationalmuseet
Steen Kyed, afdelingschef, Kulturministeriet
Jan Skamby Madsen, museumsdirektør, Moesgaard Museum
Sanne Houby-Nielsen, museumsdirektør, Världskulturmuseerna, Sverige.
Dertil kommer tre fagdommere, som udpeges af Akademisk Arkitektforening, AA, og Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Høje krav til den nye museumsbygning
Det nye museum skal forsat formidle Danmarks modstandskamp gennem både faste og skiftende udstillinger. Det er et væsentligt kriterie, at et besøg på museet opleves som en stemningsfuld oplevelse, og at bygningerne er af en høj arkitektonisk kvalitet både ind- og udvendig. Samtidig skal den nye museumsbygning være miljømæssigt bæredygtig og have lave driftsomkostninger.
Det estimeres, at museet får et besøgstal, der vil overgå det tidligere besøgstal, på mellem 65.000 og 75.000 gæster årligt.
Det er Kulturministeriet, Nationalmuseet og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, som står for opførelsen af Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45. Vinderen af projektkonkurrencen forventes offentliggjort i maj 2015, og museet forventes at kunne åbne i 2018.
A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal og Augustinus Fonden støtter genopførelsen med bevillinger på henholdsvis 20 og 10 mio kr. Derudover finansierer Staten det nye Frihedsmuseum med 63,7 mio kr.
tøtte