Tømrervirksomhed Årets Læreplads i Aarhus
Et skilt viser gennem porten til Grønnegade 77 B, og når man træder indenfor, åbenbarer der sig en stor og flot baggård. Her holder tømrervirksomheden Høgh & Rousing Håndværk A/S til. Og nu kan virksomheden sætte et nyt skilt op på facaden med ordene: Årets Læreplads 2013
- Vi blev meget glade, da vi hørte, at Kenneth havde indstillet vores virksomhed, og endnu gladere, da AARHUS TECH ringede for at fortælle os, at vi var blevet udpeget til Årets Læreplads 2013. Det er en stor ære og et prædikat, som vi gerne vil vise frem både for vores kunder, medarbejdere og kommende lærlinge, siger indehaver Allan Rousing.
Sammen med Kenneth og andre medarbejdere i virksomheden sidder han bænket ved et veldækket morgenbord og har netop hørt uddannelseschef Lotte Kruse fra Center for byggeri på AARHUS TECH fortælle, hvorfor Høgh & Rousing vandt titlen, diplom samt et flot litografi.
- Det er dejligt at få Kenneths melding om det at være lærling her hos os. Vi har typisk 10 lærlinge ansat, og vi forsøger at give dem et uddannelsesforløb, hvor de får lov til at prøve mest muligt. Heldigvis har vi et miljø, hvor vores svende gerne vil lære lærlingene op, siger Esben Sørensen, som er projektkoordinator i firmaet.
I indstillingen af deres virksomhed til Årets Læreplads skal lærlingene ud fra kriterier som: faglighed, kolleger, ledelse/vejledning og sociale forhold fortælle, hvorfor netop deres virksomhed er den bedste.
I sin begrundelse skriver Kenneth blandt andet:
"Når ugen er gået, glæder jeg mig allerede til om mandagen. Altid glade kollegaer. Man føler sig ikke kun som en lærling, men som en del af et tandhjul, som skal være i en maskine, for at den virker. Kasper som står for praktikpladserne er genial til at forklare, hvordan tingene skal være, og hvorfor det skal laves sådan! Er der uoverensstemmelser, er firmaet også hurtigt inde og få styr på tingene."
Blandt de lokale vindere af Årets Læreplads kåres en landsdækkende vinder i København den 28. november 2013. Det er Danske Erhvervsskoler-Lederne, som hvert år kårer Årets Læreplads blandt alle de danske virksomheder, som har lærlinge eller elever fra en erhvervsskole.
tøtte