Dansk Byggeri: Momsregler ved konkurs skal ændres
Virksomheder skal afregne moms, når de har sendt en faktura - også selvom kunden ikke har betalt for opgaven. Især ved konkurser kan det være fatalt, da momsbetalinger risikerer at være indefrosset i op til fem år. Dansk Byggeri foreslår derfor en enkel lempelse af momsreglerne
- Hvis en virksomhed standser sine betalinger eller går konkurs, mister kreditor sit tilgodehavende helt eller delvist. Og kreditor kan ikke få fradragsret for sit forventede tab, før tabet er konstateret endeligt. Problemet er, at der ved konkurser er langvarige efterspil, som betyder, at en mindre virksomhed først får refunderet beløbet, når selve konkursbehandlingen er overstået efter 3-5 år. Det kan i værste tilfælde være det lille skub, der får læsset til at vælte, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Ændring vil give luft
Dansk Byggeri foreslår derfor at ændre momsreglerne således, at hvis debitor standser sine betalinger eller går konkurs, kan kreditor med det samme tilbageføre det tilgodehavende, som har skatte- og momsmæssig virkning. Hvis beløbet senere indbetales helt eller delvist, skal der på dette tidspunkt svares moms og skat af beløbet.
Dansk Byggeri har beregnet, at der med det nuværende antal årlige konkurser vil ryge ca. 500 mio. kr. tilbage til virksomhederne om året, hvis reglerne bliver ændret. Statskassen vil kunne nøjes med et provenutab på ca. 15 mio. kr. i mistet renteindtægt.
- Det er et meget enkelt forslag, som der bør kunne skabes forståelse for rent politisk, så konkurser i fremtiden trækker færre spor efter sig. Set fra statskassens side er der tale om peanuts i forhold til, hvor afgørende de penge kan være for de virksomheder, der i dag kommer i klemme i forbindelse med konkurser eller lignende, fastslår Bo Sandberg.
Gælder også voldgifter
Dansk Byggeris forslag omfatter også sager, som ender i en faglig voldgift. Hvis en entreprenør fx fakturerer fem mio. kr. på en sag, som bringes til voldgift, betyder det, at virksomheden inden for en måned skal afregne en mio. kr. i moms til staten, mens betalingen fra bygherren afventer afgørelsen i voldgiftsretten. I en sådan situation bør der skabes mulighed for at sætte momsbetalingen på standby.
- Det er arbejdskapital, som bør komme virksomhederne til gode og ikke dræne dem for likviditet, som de nuværende momsregler rent faktisk er med til, siger Bo Sandberg.
Bo Sandberg hæfter sig ved, at politikerne på Christiansborg tidligere har vist, at de kan flyttes, når det gælder likviditet og fair momsregler. Han håber derfor, at politikerne får øjnene op for denne problemstilling.
- I 2009 fik vi en effektfuld midlertidig udvidelse af kredittiderne for afregning af moms og A-skat, som så gradvist blev rullet tilbage i løbet af 2010 og 2011. Med vækstpakken i 2013 fulgte en permanent udvidelse af momskredittiderne for især små og mellemstore virksomheder. Jeg vil opfordre til, at næste ændring bliver en lempelse af momsreglerne, fastlår Bo Sandberg.
tøtte