23948sdkhjf

Carlsberg får bøde på 463 millioner i tysk kartelsag

Carlsberg anker straks bøde på 463 millioner kroner for ulovlige prisaftaler i Tyskland, oplyser bryggeriet.
Bryggerigiganten Carlsberg har fået en bøde på 463 millioner kroner i forbindelse med en større kartelsag i Tyskland, oplyser bryggeriet.

De tyske myndigheder mener, at Carlsberg har lavet ulovlige prisaftaler med flere tyske bryggerier, men Carlsberg anker straks millionbøden.

- Carlsberg er ikke enig i Bundeskartellamts konklusioner og påstande og vil derfor appellere afgørelsen til den relevante tyske domstol, skriver Carlsberg i meddelelsen.

Mens sagen kører, ønsker Carlsberg ikke at kommentere sagen yderligere, lyder det videre.

Den tyske konkurrencestyrelse mener ifølge nyhedsbureauet dpa, at bryggerierne har lavet indbyrdes aftaler om at lade priserne stige på fad- og flaskeøl.

Ifølge en pressemeddelelse fra det tyske Bundeskartellamt er der uddelt bøder for samlet 231,2 millioner euro i sagen - svarende til 1,7 milliarder kroner.

Det tyske Bundeskartellamt har efterforsket kartelsagen i flere år og er nået frem til, at Carlsbergs afdeling i Tyskland har overtrådt konkurrencereglerne i 2007 sammen med række andre tyske bryggerier.

Andreas Mundt, formanden for Bundeskartellamt, siger i pressemeddelelsen, at han nu opfatter ølkartel-sagen som afsluttet.

Samlet er der givet bøder på i alt 338 millioner euro - omkring 2,5 milliarder kroner - fordelt på 11 selskaber, bryggeriorganisationen NRW og nogle enkeltpersoner.

- De berørte selskaber i sagen står tilsammen for mere end halvdelen af det øl, der sælges i Tyskland. Branchens omsætning er mere end syv milliarder euro om året, siger Andreas Mundt i meddelelsen.

Han siger, at omsætningens størrelse bliver afspejlet i de høje bøder.

Der er i denne omgang også uddelt bøder til bryggerierne Radeberge, Bolten, Erzquell, Früh og Gaffel.

Carlsberg oplyste allerede i august sidste år, at selskabet var blevet kontaktet af myndighederne, og at den tog sagen meget alvorligt.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063