Ny pumpestation skal sikre afvanding ved Rødbyhavn
Femern A/S sende pumpestation i udbud. Den nye pumpestation, der skal sikre afvandingen af områderne ved Rødbyhavn, er udformet med en blanding af rå betonoverflader og rød skalmur og tilpasset det udtryk, den tilknyttede landskabsarkitekt søger for det færdige tunnelanlæg
- Der er flere etaper i byggeriet. Den første går ud på at lave selve byggegruben altså at grave hullet, som pumpestationen skal bygges i. Det er et specialistarbejde, der kræver ekspertise i brugen af spuns og jordankre, fordi det skal foregå i meget fugtigt område, siger Henrik Christensen, kontraktdirektør i Femern A/S og fortsætter:
- Derefter skal vi have bygget et moderne pumpehus efter de tegninger, vi har fået lavet af selve pumpehuset og de tekniske installationer, siger han.
Den nye pumpestation skal bygges vest for den nuværende. Det vil sige lidt tættere på Rødbyhavn og et par hundrede meter længere inde bag diget. Den nuværende pumpestation kommer nemlig til at ligge i vejen for tunnelelementfabrikken og anlægsarbejdet med den cirka 18 kilometer lange Femern tunnel, som Femern A/S går i gang med at anlægge i 2015.
- Tunnelentreprenøren kan vælge at bruge den gamle pumpestation til fortsat afvanding af området, hvor tunnelelementfabrikken skal ligge. Men vi skal sikre, at der fortsat kan ske en afvanding af alle omkringliggende arealer for de 88 lodsejere, der er medlem af Strandholm Landvindingslag. Derfor har vi arbejdet tæt sammen med laget om at udforme den nye pumpestation. Vi har lyttet til deres erfaringer og ønsker, så vi kan bygge en mere moderne og effektiv pumpestation, siger Henrik Christensen.
Den nye pumpestation bliver langt mere automatisereret og skal forsynes med et risterenseanlæg, flere pumper og et tryktårn.
Risterenseanlægget sørger for, at afvandingsvandet bliver mekanisk renset, inden det ledes ind i pumpestationen. Og den forøgede og mere energieffektive pumpekapacitet med flere pumpelinjer ind i pumpestationen betyder, at man kan spærre af for afvandingskanalen med et spjæld og pumpe en pumpelinje tør, så man kan komme ned og inspicere pumperne nede under pumpestationen, hvis det er nødvendigt.
Tryktårnet fungerer sådan, at man trykker vandet fra afvandingskanalen op igennem tårnet og ud gennem et udledningsrør, hvorfra vandet ledes gennem diget og ud via de nye landvindinger, som Femern A/S planlægger at etablere med det materiale, der graves op fra havbunden for at gøre plads til sænketunnelen.
Pumpestationen er udformet med en blanding af rå betonoverflader og rød skalmur og tilpasset det udtryk, den tilknyttede landskabsarkitekt søger for det færdige tunnelanlæg.
Mogens Stryger, der er konsulent for Strandholm Landvindingslag glæder sig meget til, at entreprenører går i gang med at grave og bygge.
- Vi har haft en fantastisk god proces med Femern A/S om at få planlagt og tegnet en meget mere moderne og driftsikker pumpestation. Det synes jeg, er lykkedes. Risterenseanlægget sikrer et bedre og mere sikkert arbejdsmiljø. Tryktårnet giver besparelser på strømmen. Og hele mekaniseringen og et nyt SRO-system (Styring, Regulering, Overvågning) gør, at pumpemesteren i høj grad kan styre og overvåge pumpestationen hjemmefra sin computer, siger han.
tøtte