23948sdkhjf

Otte ud af 10 siger nej til ubegrænset kørselsfradrag

En polsk pendler skal ikke kunne trække hele turen hjem fra i skat, mener stort flertal.
I 2012 skrev danskerne kørselsfradrag for over 15 milliarder kroner på selvangivelsen, og det skattefradrag vil vi gerne have for os selv, skriver Avisen.dk.

I hvert fald mener otte ud af ti danskere, at det er urimeligt, at for eksempel håndværkere, der bor langt uden for Danmarks grænser, kan få et ubegrænset kørselsfradrag til hjemlandet.

Og færre end hver tiende mener, at det er rimeligt, at kørselsfradraget er uden øvre grænse, viser en ny måling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk blandt 660 danskere.

- Danske skatteborgere er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af noget, der virkelig kan true vores velfærdssystem, siger Klaus Kjøller, der er lektor ved Københavns Universitet og ekspert i politisk kommunikation, til Avisen.dk.

Kørselsfradraget er en dansk skatteregel, der ikke som sådan har noget med EU at gøre, men ifølge eksperten blander både danskerne og politikerne de to ting sammen.

Målingen kommer, efter at beregninger fra Avisen.dk har vist, at en arbejder, der pendler mellem sit hjem i Krakow og sit job i København tre gange om måneden, kan få et kørselsfradrag på knap 9000 kroner.

Hos Dansk Folkeparti er der glæde over, at debatten om velfærdsydelser til andre EU-borgere vokser i styrke.

- Jeg tror, at målingen kan flytte nogle af de andre partier, fordi den er så tydelig, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær til Avisen.dk

- De EU-positive partier har jo ikke klaget over, at det er et problem, at andre EU-borgere kommer her til landet og får ydelser uden at gøre en særlig stor indsats, men nu er de pludseligt helt vildt bekymrede, uddyber han.

Fredag gjorde skatteminister Morten Østergaard (R) det dog klart, at de politiske partier skal tænke sig godt om, inden der bliver skabt uro om kørselsfradraget. Han vil have tjekket eksemplerne fra Avisen.dk.

- Jeg vil nu undersøge, om de teoretiske eksempler har rod i virkeligheden, og om der er utilsigtet anvendelse af kørselsfradraget.

- Og jeg opfordrer til, at vi også i denne sag tager debatten på et oplyst grundlag, lød det fra Morten Østergaard i en mail til Ritzau.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079