Der er plads til flere lærlinge i installationsbranchen
- Jeg vil opfordre mine kollegaer til endnu engang at overveje, om der er plads til en ekstra lærling - eller flere, skriver formanden formanden for TEKNIQ-råd Hovedstaden, Henrik Fugmann
Vi er dybt afhængige af at uddanne dygtige unge, fordi vi kommer til at mangle hænder med tiden. Derfor skal vi løfte opgaven som samlet branche.
Jeg tror, at den helt store årsag til det markante fald i 2013 er usikkerhed om økonomien dermed om der er nok arbejde til en lærling. Måske også at regioner og kommuner har indført sociale klausuler. Her vil jeg påpege to ting:
Økonomien er presset. Men det værste er med al sandsynlighed ovre. Den samlede omsætning i installationsbranchen er nu på niveau med årene lige før opsvinget i 2008. Herudover er der udsigt til en række store offentlige investeringer og anlægsprojekter.
Det er kun få kommuner, hvor sociale klausuler pålægger virksomhederne at ansætte nye lærlinge, så det rammer sjældent virksomheder, der allerede uddanner lærlinge.
Jeg vil opfordre mine kollegaer til endnu engang at overveje, om der er plads til en ekstra lærling - eller flere.
Det er nødvendigt, hvis vi skal sikre kompetent arbejdskraft i branchen. Og det er afgørende, at vi viser interesse for flere lærlinge netop nu, hvor politikere arbejder med en erhvervsreform, der skal få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.