Håndværker begravet efter jordskred i Odense
Arbejdsulykke i det nordlige Odense: Pludseligt jordskred overraskede mand i rør.
Det oplyser TV2/Fyn.
Manden befandt sig inde i det rør, som skal lægges, da jorden begyndte at skride, oplyser politiet.
- Der blev skabt kontakt til ham efter en halv times tid, siger vagtchef Thomas Berntsen fra Fyns Politi til Ritzau.
Uheldet skete cirka klokken 11.30 på Slettensvej. Efter tre kvarters ophold i røret, var manden blevet befriet.
- Han er relativt hurtigt blevet gravet fri, siger vagtchefen.
Manden var beskæftiget med at lave afvandingskanaler og arbejdede tilsyneladende fra en position inde i røret med en større boremaskine.
Han var seks meter under jordoverfladen, skriver fyens.dk.
Efter jordskredet blev der slået alarm, og brandvæsenet og politiet rykkede ud.
Også Arbejdstilsynet blev tilkaldt for at undersøge forløbet.
- Han skulle være i god behold, lyder det fra politiets vagtchef. Men for en sikkerheds skyld er han blevet bragt til hospitalet til en undersøgelse.
/ritzau/