Mini-Metabo med mange muskler
MesterTest: Metabos helt nye 10,8 V Powermaxx bore-skruemaskine er et rigtig godt bud på en kompakt og let maskine, man altid bør have ved hånden, mener Mester Tidendes testhåndværkere
Udgangspunktet for Metabos produktudvikling er drevet af markedets krav om, at maskinerne skal være mindre og stærkere. Seneste skud på stammen derfor en 10,8 V Powermaxx bore-skruemaskine. En meget kompakt maskine, som blot vejer 800 gram. Men tag ikke fejl; maskinen er vanvittig stærk og er på alle måde et udtryk for, at Metabo har lyttet til markedet og endda givet den ekstra gas, når det gælder power.
Fra legetøj til professionelle slidere
Mester Tidendes testhåndværkere har haft mulighed for at teste Powermaxx luksusmodellen BS Quick med Metabos Quick-system, som gør det muligt bl.a. lynhurtigt at skifte boreforsats, herunder også en meget effektiv vinkelskrueforsats. Systemet findes også på Metabos store maskiner og er både effektivt og robust.
Testhåndværkernes generelle erfaringer med 10,8 V værktøj er i bedste fald uden særlig begejstring, fordi maskiner i den klasse har sine helt klare begrænsninger og nærmest har været betragtet som "legetøj".
- Men den tid er forbi, siger testhåndværkerne, efter at have afprøvet Powermaxx'en. Denne her maskine er vanvittig stærk. Den ligger helt perfekt i hånden. Fylder og vejer nærmest ingenting, men kan løse rigtig mange opgaver, netop fordi kraftoverskuddet er så stort (det maksimale hårde drejningsmoment er 34 NM). De to gear leverer hhv. 0-360 og 0-1.400 omdrejninger i minuttet.
Testhåndværkerne lægger samtidig ikke skjul på, at den kompakte maskine bør have plads i værktøjskassen netop fordi maskinen løser mange af de mindre opgavetyper, som en 18 V maskiner traditionelt løser.
- Fra at være et segment, som mest har henvendt sig til lettere montagearbejder, f.eks. køkkenmontører, så er 10,8 V segmentet nu meget, meget bredere. Og Metabos Powermaxx er et helt forrygende bud på en let maskine med mange muskler, understreger Mester Tidendes testhåndværkere.
Metabos 10,8 V-program leveres med både 2 Ah og 4 Ah batterier . Og der er 3 års garanti på batterierne!
MesterTest
Mester Tidende har testet Metabo 10,8 V Powermaxx BS Quick Pro boreskruemaskine.
Testhåndværkerne mener:
heftigt kraftoverskud
dejlig kompakt
vejer nærmest ingenting
Pris (vejl.): Powermaxx BS Quick Pro med lader,1 stk. 2 Ah. batteri og 1 stk. 4 Ah batteri i plastkuffert kr. 1.869,- ekskl. moms