Danske Anlægsentreprenører: Politiet efterforsker ikke værktøjstyverier
Politikommissær opfordrer til øget selvkontrol på byggepladserne, så tyverier bliver opdaget hurtigere ligesom han opfordrer alle til at mærke især deres dyre værktøj
Sidste år påførte udenlandske og danske værktøjstyve den danske byggebranche et tab på anslået 600 mio. kroner ifølge en beregning fra Dansk Byggeri.
De 60 procent hidrører fra selve værdien af det stjålne, mens de indirekte tab stammer fra følgeomkostninger som forsinkelser, ødelagt arbejdsrytme og krav om ny planlægning.
Det skriver Licitationen-Byggeriets Dagblad.
Direktør for Danske Anlægsentreprenører anklager politiet for generelt ikke at tage tyverier fra byggebranchen alvorligt.
- Det er en fornedrelse af vore medlemmer, når de ringer til politiet og fornemmer, at ordensmagten er stort set ligeglad. Svigtet ikke blot forhindrer sager i at blive opklaret. Forebyggelse og retsfølelsen lider også et knæk, siger Niels Nielsen til Licitationen-Byggeriets Dagblad.
Politikommissær Chr. Østergaard fra Syd- og Sønderjyllands opfordrer byggebranchen til selvkontrol, og entreprenørerne til at anmelde alle tyverier.
- Naturligvis tager vi de mange tyverier alvorligt, men vi kan jo ikke have en betjent på hver en byggeplads. Et af de store problemer opstår, når der ikke er styr på byggepladsen. Når den roder, og materialerne ligger hulter til bulter, kommenterer politikommissæren.
Vi opfordrer til øget selvkontrol af byggepladserne løbende, så tyverier bliver opdaget. Jo hurtigere, desto bedre for opklaringen. Og jeg opfordrer alle til at mærke især deres dyre værktøj, og byggebranchen til en dialog med politiet om en bedre, fælles indsats, siger politikommissær Chr. Østergaard.
Den dominerende aktør på det danske marked for mærkning af værktøj og udstyr, Safegroup A/S med hovedkvarter i Brabrand ved Aarhus, mærker effekten af de stadig flere tyverier.
- Det seneste halve års tid er salgskurven gået markant i vejret, konstaterer adm. direktør Bent Ole Nørregaard, der dog ikke ønsker at sætte tal på fremgangen.
Safegroup specialiserer sig i to typer mærkning - brændemærkning på træflader med navn og telefonnummer på en messing-kolbe, og påklistrede, svært aftagelige tyverimærker på eksempelvis elektrisk udstyr.
tøtte