Besparelser og bedre komfort med betonbolig
Rene linjer og store vinduespartier er i høj kurs, når nye boliger tager form i landskabet. Men vælger man ikke de rette byggematerialer, er der risiko for, at boligdrømmen bliver ulidelig varm i sommerhalvåret og en energisluger om vinteren. Byggeri med betonelementer giver færre temperaturudsving, større komfort og mindre energiforbrug.
- De fleste danskere drømmer om at komme tæt på naturen og udviske grænsen mellem ude og inde. Og derfor spiller store vinduespartier en markant rolle i tidens arkitektur, fortæller arkitekt Kristian Koldtoft fra Expan, der leverer betonelementer til førende parcelhusproducenter.
Ifølge Kristian Koldtofts erfaring med blandt andet arkitekttegnede parcelhuse kræver det dog omtanke at bygge boliger med så store glasfacader, som vi ser i dag.
Beton opsamler varmen
- Når dagene er korte, er det rart med meget lys i boligen, men om sommeren kan de store vinduespartier nærmest omdanne hjemmet til et drivhus, hvis man ikke tænker sig om. En måde at undgå et overophedet hjem er at bygge med tunge materialer som beton eller letklinkerbeton, forklarer arkitekten.
Årsagen er, at beton i modsætning til lettere byggematerialer kan optage varme fra omgivelserne, herunder varmen fra solens stråler.
Fremtidens energikrav
- Hvis huset er opført af tunge materialer, som optager og langsomt afgiver varmen, bliver temperaturudsvingene mindre både i løbet af dagen og i løbet af året. Det giver færre udgifter til henholdsvis opvarmning og nedkøling, tilføjer Kristian Koldtoft.
- Undersøgelser viser nemlig, at det er muligt at spare helt op mod 10 procent af bygningens energiforbrug ved at bygge i tunge materialer som beton, uddyber han.
Om få år vil der ifølge Kristian Koldtoft komme endnu skrappere lovkrav til boligers energiforbrug, som allerede nu kan opfyldes ved at bygge i beton eller letklinkerbeton.
Stabil komfortzone
Ud over at spille en rolle for familiens energiforbrug har betonen også stærke egenskaber, når det gælder komforten i boligen. Komforten øges nemlig med en stabil temperatur.
- Vi ved, at en varm og lys bolig står højt på listen, når det gælder komfort i hjemmet. Det opnås blandt andet ved at sikre, at temperaturen inden døre ikke svinger mere end fem til seks grader i løbet af døgnet. Denne såkaldte komfortzone bør ligge fra 18 til 23 grader, siger Kristian Koldtoft, der nu deltager i et udviklingsprojekt med netop dette fokus.
Med den rette rådgivning kan danske nybyggere nu realisere boligdrømme, der både favner fornuftigt energiforbrug, arkitektur i særklasse og velvære på første parket.
Kilde: Expan - www.expan.dk