Cykelbaner for 100 millioner
Ny ambitiøs plan betyder, at 140.000 cyklister kan se frem til mere albuerum på de tættest befærdede vejstrækninger i København.
Det er Københavns Kommune, der har skudt gang i arbejdet med en ambitiøs plan, der skal forbedre forholdene for cyklisterne i det centrale København.
Der er afsat 1,5 mio. kr. til at udarbejde planen, mens selve udførelsen skønnes at løbe op i et trecifret millionbeløb.
- Byen har allerede i dag nået mætningspunktet for biltrafik. Derfor skal vi gøre det endnu mere attraktivt at cykle, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).
Han peger på, at Trængselskommissionen i 2013 vurderede, at der i hele hovedstadsregionen vil blive foretaget 700.000 flere ture på en hverdag i 2025. Heraf vil 350.000 ture ske med bil – med mindre der investeres i roadpricing og bedre forhold for cyklister og den kollektive transport.
Skitseudkast klar til sommer
Den nye plan for seks af de mest benyttede cykelstrækninger skal på indledende skitseniveau vise politikerne på Københavns Rådhus, hvilke forbedringer, der er nødvendige, hvis cykelinfrastrukturen skal matche det stigende antal cyklister.
- København kan kun tiltrække så mange nye indbyggere, fordi vi har forvandlet byen, så den i dag rummer forudsætningen for et godt liv med grønne områder, et godt byliv og en velfungerende trafik med fokus på fodgængere, cyklister og brugerne af den kollektive transport. Hvis ikke vi bremser antallet af biler i byen, vil vi sætte udviklingen over styr, mener Morten Kabell.
Skitseudkast til strækningerne vil ligge klar før sommer. Den samlede rapport forventes færdig til august.