Danske projekter triumferer i Cannes
Både boligbyggeriet Krøyers Plads og Nyt Hospital Nordsjælland strøg til tops under Mipim-messen.
7
Billeder
René Brandt fra NCC Bolig, flankeret af Dan Stubbergaard fra Cobe (tv) og Thomas Scheel fra Vilhelm Lauritzen (th).
Krøyers Plads på Christianshavn i København modtog her prisen som verdens bedste boligbyggeri, mens Nyt Hospital Nordsjælland blev kåret som bedste fremtidige megaprojekt.
- Projektet har været en del år undervejs, og det er derfor fantastisk at se, at alt det hårde arbejde bærer frugt, siger direktør René Brandt fra NCC Bolig, der modtog prisen for verdens bedste boligbyggeri i selskab med arkitekterne fra Cobe og Vilhelm Lauritzen.
Krøyers Plads har opnået Svanemærket som det første lejlighedsbyggeri i Danmark, og projektet vandt den prestigefulde pris for sin bæredygtige profil i kombination med arkitektur på et meget højt niveau. Med i opløbet vart tre andre fornemme boligbyggerier; Cayan Tower i Dubai, One Central Park i Sydney og Waterfront i Stavanger. Sidstnævnte er tegnet af danske Aart Architects.
En enorm anerkendelse
Også i Hillerød glæder man sig over den store anerkendelse. Planerne for Nyt Hospital Nordsjælland blev tilbage i 2012 søsat med ambitionen om at bygge et sygehus af højeste arkitektoniske klasse.
Tre markante tegnestuer – Bjarke Ingels Group, Lundgaard & Tranberg samt schweiziske Herzog & De Meuron – blev inviteret til at deltage i projektkonkurrencen, hvor Herzog & De Meuron blev kåret som vinder sidste forår i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
- Det er en enorm anerkendelse, at Nyt Hospital Nordsjælland vinder en MIPIM-pris – både for holdet, der arbejder med projektet, og ikke mindst for patienter og personale, sagde projektdirektør Henrik Schødts, da han havde modtaget prisen i Palais des Festivals i Cannes.
Det 124.000 kvadratmeter store hospital skal efter planen stå færdigt i 2020. Budgettet er 3,8 milliarder kroner.