Sæt pris på indeklimaet i byggeriets totaløkonomi
Indeklima og bløde værdier bør også tænkes ind i byggeriets totaløkonomi, lyder det fra DI Byg, der sætter fokus på emnet ved en konference senere i denne måned.
Det er uhensigtsmæssigt, idet anlægsudgifterne blot udgør omkring 20 pct. af de samlede byggeudgifter set over en bygnings levetid, mens de resterende 80 pct. går til driften.
- Hos DI Byg har vi gennem det sidste års tid haft fokus på totaløkonomi. Nu tager vi skridtet videre og ser på, hvordan værdien af godt indeklima kan indgå i en totaløkonomisk beregning, fortæller chefkonsulent Flemming Løkke Petersen om DI Bygs forårskonference, der afholdes den 26. marts i Nyborg.
Luftkvalitet og dagslys i kroner og ører
Totaløkonomi er et dialogbaseret salgs- og beslutningsværktøj, der – hvis det anvendes rigtigt – giver et bedre og billigere byggeri.
En totaløkonomisk tilgang til byggeriet søger at finde balancen mellem anlægs- og driftsøkonomien. Kan det for eksempel betale sig at købe en anden og dyrere ventilationsløsning, fordi det optimerer luftkvaliteten og temperaturen og dermed brugernes efterfølgende trivsel i byggeriet?
- Kort sagt, så prøver vi i kroner og ører at værdisætte god luftkvalitet, temperatur, akustik og dagslys i bygninger. Vi ved mere og mere om, hvordan godt indeklima påvirker brugernes produktivitet, sygefravær, faldulykker og trivsel i bygningerne, forklarer Flemming Løkke Petersen.
Førende forsker præsenterer hårde data
På konferencen vil leverandører af løsninger til ventilation, akustik og lys, samt arkitekter og bygherrerådgivere fortælle om deres erfaringer med at opgøre og kommunikere værdien af godt indeklima til kunden.
En af de internationalt førende forskere på området Lektor Pawel Wargocki fra DTU Byg præsenterer et overblik over de efterhånden mange empiriske studier, som dokumenterer værdien af godt indeklima. Det er hårde data, som kan kommunikeres til kunderne, når løsninger til godt indeklima skal sælges ind til kunderne.
Endelig præsenteres Energistyrelsens nye totaløkonomiske beregner; ”LCCbyg”. Det er et værktøj, som byggeriets parter har været med til at udvikle, og som stilles gratis til rådighed for brugerne. DI Byg bakker op om værtøjet, idet det muliggør, at totaløkonomiske beregninger foretages på et konsistent grundlag, så løsninger inden for byggeriet meningsfyldt kan sammenlignes.
Se programmet for konferencen her