23948sdkhjf

Pølsegilde som belønning på byggeplads

Fredag trillede en pølsevogn ind på MT Højgaards byggeplads, Søfronten ved Fuglsang Sø i Tjørring. Der er fri pølsebar til alle folkene på byggepladsen. Pølsegildet er belønningen for et usædvanligt byggeri, hvor kvalitet, tidsplan og økonomi går op i en højere enhed.
Byggeriet af de 64 lejligheder foregår efter et nyt koncept, som byggepladsfolkene har skrevet om til MT Højgaards interne medarbejderavis. Den gode byggepladshistorie har Danmarks største bygge- og anlægsvirksomhed nu belønnet med alle de pølser og hotdogs, som både MT Højgaards folk og de håndværkere, som har deltaget i det gode samarbejde, kan spise. Pennefører for historien er byggepladsens daglige leder, projektleder Søren Skole:

- For os er det vigtigt, at vi i alle byggeriets faser lever op til kvalitetskravene, overholder tidsplaner og holder de økonomiske rammer. Hvis bare ét af disse forhold skrider på ét eller andet tidspunkt, har vi et dårligt projekt for os og bygherren, forklarer Søren Skole.

Dén holdning har betydet, at en række nye ideer er blevet afprøvet på byggepladsen. Eksempelvis sørger man for, at materialer og inventar er på plads i en lejlighed, inden man går i gang med næste etage. Det går hurtigere at hejse inventaret op, når det ikke skal lirkes ind ad smalle åbninger, og tømrerne kan montere fx vinduer indefra uafhængigt af vejr og vind.

Allerede når én etage har fået tag på, sættes varme på bygningen, så materialer og inventar tørrer hurtigere.

- At vi på den måde sørger for at gøre lejlighederne færdige, inden vi går videre til næste etape, har faktisk også betydet, at vi kan hjælpe bygherren med at få lejlighederne solgt. Vi kan nemlig færdiggøre nogle prøvelejligheder helt, så de kan møbleres og dermed være mere indbydende at vise frem - selv om vi stadig bygger andre steder, fortæller Søren Skole.

Kilde: MT Højgaard - http://www.mthojgaard.dk/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109