23948sdkhjf

Store entreprenører fordobler bundlinjen

Fire af landets fem toneangivende entreprenørvirksomheder forbedrede driftsresultatet i 2014, som også gav stigning i omsætningen.
Handling følger ord i entreprenørbranchen, som i 2014 fordoblede driftsresultatet sammenlignet med det foregående regnskabsår. Det viser Building Supplys analyse, som omfatter fem af landets mest toneangivende byggeentreprenørvirksomheder.

- Vi arbejder målrettet med at udvikle vores forretning på en lønsom måde, så både vi og vores kunder får mere ud af vores indsats i form af mere værdifulde løsninger og projekter, siger administrerende direktør Klaus Kaae, NCC Construction Danmark, som kan notere sig en fremgang i driftsresultatet på 29 procent til 231 mio. kr. fra 2013 til 2014.

Etablering af virksomheder koster på bundlinjen
Netop den lønsomme drift var blandt de væsentligste punkter, da Building Supply sidste år foretog en brancheanalyse for landets største entreprenørvirksomheder. Fokus skulle flyttes fra omsætning til indtjening, lød mantraet fra topcheferne, som altså må roses for at sætte handling bag hensigtserklæringerne.

Således kan fire af fem virksomheder i analysen vise fremgang på bundlinjen med Enemærke & Petersen som eneste undtagelse. Her forklarer man dog tilbagegangen med betydelige investeringer i udvikling af kompetencer og produktionsapparat inden for alle forretningsområder – samt den nystartede Aarhus-afdeling.

- Der er ikke noget at sige til, at det koster lidt at etablere så stor en virksomhed i virksomheden nærmest fra bunden, siger E&P Vest-direktør Anette Storm.

Urentable projekter er nu afviklet
Det er dog ikke kun på bundlinjen, de store entreprenører kan fremvise fremgang. Omsætningen stiger samlet med 864 mio. kr., svarende til 8 procent. Også her er der fremgang fra fire af fem virksomheder – med MT Højgaard som eneste undtagelse.

Ifølge adm. koncerndirektør Torben Biilmann skal MT Højgaards præstationer ses i lyset af en turnaround-proces, som endnu ikke er bragt til ende, mens det vækker glæde, at virksomheden på koncernniveau kan fremvise en ordrebeholdning på 6,5 mia. kr. efter afvikling af en række urentable projekter.

- Vi er på rette vej, siger Torben Biilmann, der arbejder ud fra en målsætning om at nå en margin på 5 procent inden årets udgang.

Nu handler det om konsolidering
Samme melding om kontrolleret fremgang lyder fra KPC Holding, som i 2014 præsterede det bedste resultat i selskabets historie med et driftsresultat på 131 mio. kr.

- Nu er vi nået det skridt, og så skal vi konsolidere os her og blive gode til det. På længere sigt håber vi da at vokse, som enhver anden virksomhed, men man vil nok se de kommende år, at det er det her niveau vi ligger på omsætningsmæssigt, siger administrerende direktør Bo Knudsen om udsigterne for den nærmeste fremtid.

Artiklen er en del af temaet Brancheanalyse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25