23948sdkhjf

Hus af affald bliver showcase for det grønne byggeri

I Middelfart opføres et interessant bud på, hvordan man for alvor kan udnytte de mange biologiske overskudsprodukter fra landbruget til bæredygtige byggematerialer.
Den endelige aftale om etablering af Det Biologiske Hus er nu på plads. Det opføres i Middelfarts permanente bygge- og boligudstilling, og ambitionen er at skabe et projekt, der kan være med til at forandre forbrugerens krav til bæredygtige boliger og hele samfundets ressourcekredsløb.

- Det lyder som science fiction, at man kan bygge et hus ud af ting som tomatstængler, halm og søgræs, der både er lige så holdbart som almindeligt byggeri og samtidig har sund økonomi og overholder reglerne. Men Det Biologiske Hus viser, at det kan lade sig gøre her og nu. På den måde får vi virkelig værdi ud af materialer, der ellers var endt på forbrændingen, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Første spadestik i løbet af foråret
Det Biologiske Hus bliver en modulbaseret bolig, som er fleksibel i designet, og som er hurtig at bygge og samle med den nyeste digitale produktionsteknologi. Derudover er huset udelukkende bygget af genanvendelige overskudsprodukter fra landbruget – biomaterialer, som ikke bruges til andre formål, og som derfor betragtes som affald.

Bag projektet, der er støttet af miljøministeriet, står arkitektfirmaet Een til Een i samarbejde med GXN, Deloitte, Teknologisk Institut, NCC, og AB Clausen.

Kim Christofte, CEO i arkitektfirmaet Een til Een, glæder sig over placeringen i Middelfarts permanente bygge- og boligudstilling, som til daglig går under navnet ”Huset”.

- Udover, at Huset ligger helt optimalt, så bliver Det Biologiske Hus jo her bygget direkte ind i en sammenhæng, hvor der i forvejen er et levende, aktivt, fagligt miljø for alle, der arbejder professionelt med byggeri. Og ikke mindst byggevareleverandører, siger Kim Christofte.

Første spadestik tages i løbet af foråret 2015, og Det Biologiske Hus skal stå færdigt i foråret 2016.

Læs mere om projektet på www.eentileen.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078