Friis & Moltke dropper sagsanlæg
Frederikshavn kommune slipper for en retssag, efter arkitektfirmaet Friis & Moltke har besluttet at droppe et sagsanlæg mod kommunen for dennes beslutning om at bruge Kappelborgskolen som kulturhus i Skagen.
Friis & Moltke vandt konkurrencen, men en folkeafstemning placerede imidlertid kulturhuset på Kappelborgskolen, og et flertal af kommunens politikere støttede op om dette.
Den beslutning kostede Friis & Moltke 2-300.000 kr., og derfor overvejede arkitektfirmaet at lægge sag an mod kommunen. Mogens Kristensen, partner og arkitekt fra Friis & Molke fortæller til P4, at man nu har ladet sagen falde.