Stor interesse for Stationsområdet i Køge
Omkring 250 køgensere mødte op til borgermødet onsdag aften med fokus på Stationsområdet.
De cirka 250 fremmødte fik først en generel status på hele Køge Kyst-projektet med hovedvægt på udviklingen af Stationsområdet og Søndre Havn. Dernæst var der en mere detaljeret gennemgang af de næste fire års aktiviteter i Stationsområdet, herunder om den nye biografbygning, kulturhuset og vejtunnelen under jernbanen, som Køge Kyst nu går i gang med - og om, hvordan byggeaktiviteterne kommer til at berøre borgerne.
Anledningen til borgermødet var, at alle aftaler med TK Development nu er endelige, og at der er indgået betingede købsaftaler for mere end 200 boliger på Søndre Havn.
- Det var meget positivt at opleve den store interesse fra de fremmødte. Der sker meget for Køge Kyst de næste fire år, og det kommer alle i byen til at mærke til. Derfor er det vigtigt, at der er god dialog om alt det, der skal ske - og vi får samtidig meget ud af at høre, hvad der optager borgerne, siger projektdirektør Jes Møller fra Køge Kyst.
Stor spørgelyst
Da første del af mødet var forbi, udnyttede mange af de fremmødte muligheden for at orientere sig mere om de konkrete planer på en række ophængte tavler samt hos de fire repræsentanter for Køge Kyst og TK Development, der stod klar til at uddybe og svare på spørgsmål.
Efter pausen var der stor spørgelyst og særlig stor interesse for de trafikale forhold i forbindelse med byggeriet. Projektdirektør Jes Møller, TK Developments projektchef, Arne Graae Jensen og formand for Teknik og Miljøudvalget Mette Jorsø besvarede spørgsmålene fra salen.