23948sdkhjf

Renovering af Aggersundbroen går i gang til sommer

Broen skal gennemgå en grundig renovering af brodækket og fugtisoleringen.
Det udsatte vedligeholdelsesarbejde på Aggersundbroen er nu klar til at blive sat i gang til maj. Aggersundbroen skal gennemgå en grundig renovering af brodækket og fugtisoleringen, så den kan holde i 30 år endnu.

Vejdirektoratet skulle have udført arbejdet sidste sommer, men udsatte arbejdet i et år efter ønske fra kommuner og landbrug i regionen, da man var bekymret for de konsekvenser, arbejdet ville få for trafikken over den centrale bro. Efter møder mellem Vejdirektoratet og repræsentanter fra henholdsvis kommuner, landbrug og erhverv i regionen er der nu fuld opbakning til planerne for broarbejdet den kommende sommer.

De nye arbejdsplaner betyder, at arbejdet med udskiftning af broens belægning udføres i maj og juni. Derefter holder arbejdet på broen pause i juli og august, så blandt andet landbrugs- og ferietrafikken ikke bliver generet. Til slut udskiftes fortovsbelægningen i september.

Hensyn til landbruget
- Vi har haft et godt samarbejde for at finde en fornuftig løsning for alle parter, så vilkårene for vores nødvendige vedligeholdelse og trafikken over Aggersund kan ske på en god og sikker måde og med fortsat dialog. Det gælder også hensynet til de særlige forhold, der er omkring de brede landbrugskøretøjer, siger Iben Maag, der er projektchef i Vejdirektoratet.

Mens man arbejder med at udskifte belægningen vil der kun være én vejbane over broen, og trafikken bliver styret af et midlertidigt lyssignal. Det kan give kø ved broen på travle tidspunkter. Under arbejdet i maj og juni vil der desuden være en generel begrænsning på bredden af køretøjer på højst 3 meter. Der vil dog med 3-4 ugers mellemrum blive kortvarig mulighed for passage med bredere køretøjer. Vejdirektoratet vil udsende de nærmere tidpunkter i samarbejde med kommuner, LandboNord og AgriNord.

Af hensyn til trafikafviklingen vil broen i perioderne med broarbejde kun åbnes for skibstrafik én gang i timen, mens arbejdet foregår. Normalt åbnes broen hver halve time.


Fakta om vedligeholdelsen af Aggersundbroen
Udskiftning af brobelægning i maj og juni. Pause i arbejdet i juli og august.
Udskiftning af fortovsbelægning i september
I perioden med arbejde vil der kun være én vejbane over broen. Trafikken styres af et midlertidigt lyssignal
Maj-juni: Køretøjer på max 3 meter i bredden. Dog perioder med mulighed for passage med bredere køretøjer
Køretøjer på op til 3,2 meter i bredden kan krydse broen udenfor myldretiden efter nærmere aftale med brovagten
Broen åbnes for skibstrafik én gang i timen i arbejdsperioden
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081