23948sdkhjf

Tre byer valgt til udvikling af dansepladser

Holstebro, Fredericia og Kolding er valgt til at udvikle moderne dansepladser i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden.
Lokale og Anlægsfonden har i år lanceret et tiltag, der skal udvikle tre bud på åbne dansepladser med en attraktiv arkitektur. Dansepladserne skal kunne bruges året rundt, og skal være lokale samlingssteder, som også kan bruges til en række andre idræts- og fritidsaktiviteter udover dans.

Efter en ansøgningsproces er Holstebro, Fredericia og Kolding blevet udvalgt til at indgå i et udviklingsforløb, der går i gang i starten af marts. De endelige projektforslag forventes at være færdige i juni i år. Det forventes, at de tre dansepladser - såfremt det endelige resultat lever op til Lokale og Anlægsfondens kvalitetskrav - vil blive indviet i foråret 2016.

Hver danseplads skal kunne etableres for maksimalt 1 millioner kroner og vil kunne opnå støtte fra Lokale og Anlægsfonden på op til 500.000 kroner. De tre valgte ansøgninger er samtidig en del af Dansehallernes store indsats for dans kaldet "Ta' fat om dansen", og Dansehallerne vil indgå i det videre udviklingsforløb.

Laura Munch, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, siger om de tre valgte dansepladsprojekter:

- Der er tale om tre forskellige idéer til udformningen af moderne dansepladser, som også vil blive placeret i tre meget forskellige omgivelser. Det giver god mulighed for, at de tre kommende dansepladser bliver spændende eksempelprojekter, der med meget forskellige udgangspunkter, brugergrupper og placeringer vil kunne inspirere til lignende projekter i andre byer og kommuner.

Danseplads i Holstebro
Holstebro Kommune vil placere byens nye danseplads på et tidligere slagteriområde, der skal forandres til et kreativt sted for erhverv, uddannelse og fritid. Dansepladsen skal være med til at fuldende byens mangeårige indsats for dans.

Holstebro har i en lang årrække været hjemsted for flere professionelle dansekompagnier og teatre, og denne stærke danseidentitet forstærkes af et aktivt dansemiljø med et varieret foreningsliv. Dansepladsen bliver centralt placeret på det tidligere slagteriområde.

Danseaktiviteterne vil blive suppleret med faciliteter til skatere, parkour, klatring og udendørs fitness.
I Holstebro bliver dansepladsen udviklet i samarbejde med arkitekterne Kato Hiroshi og Jonas May.

Danseplads i Fredericia
Fredericia Kommune vil placere byens nye danseplads på bystranden Østre Strand, der om sommeren bruges af 71 procent af byens indbyggere. Dansepladsen placeres dermed i nærheden af Den Kreative Skole samt det Det Danske Musicalakademi, der vil være med til at invitere de lokale indbyggere i Fredericia op til dans.

Dansepladsen skal være en ramme om Fredericia Kommunes arbejde med dans som for eksempel "Unge på vej", der er et målrettet talentudviklingsprojekt, som samler og styrker Trekantsområdets dansetalenter.

Dansepladsen skal også være en facilitet, der kan understøtte forskellige idræts- og motionsaktiviteter på stranden, i vandet og på de omkringliggende stier.

I Fredericia bliver dansepladsen udviklet i samarbejde med Primus Arkitekter.

Danseplads i Kolding Kommune
Kolding Kommune vil placere byens nye danseplads i legeparken i midtbyen, hvor den vil få børn og familier som primære brugere. Dansepladsen udvikles i samarbejde med Børnekulturhuset "Nicolai for børn" og Billedskolen, og bliver en del af en større udvikling af den 20 år gamle legepark.

Kolding Kommune ønsker med etableringen af en ny danseplads at give alle byens indbyggere mulighed for at opleve dans som en kreativ, æstetisk og social aktivitet, der skaber fællesskab, sundhed, læring og livsglæde.

Dansepladsen bliver et multifunktionelt danseanlæg, der vil øge synligheden af de mange danseaktiviteter, der allerede foregår i Kolding, og samle endnu flere borgere til danseaktiviteter.

I Kolding bliver dansepladsen udviklet i samarbejde med Atelier Lise Juel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157