Test din bæredygtige byggeløsning
Projektet ”Test” har siden 2011 hjulpet producenter af grønne løsninger til byggesektoren med at tage svære skridt fra teknisk løsning til markedsløsning.
Derfor tog Realdania i 2011 initiativ til støtteprogrammet Test, som hjælper virksomheder med at slå igennem på markedet med deres nye bæredygtige løsninger.
Omkring 100 virksomheder har siden programmets start henvendt sig, og inden udgangen af 2015 forventer programchef Lennie Clausen fra Realdania at have støttet nye bæredygtige løsninger med cirka 20-25 millioner kroner. Ikke store summer i forhold til, hvad Realdania er kendt for at donere – men det er heller ikke beløbsstørrelsen, der er afgørende:
- Det kan lige så vel være det gode råd om, hvordan det vil være bedst at strukturere sin proces på. Kan vi være med til at løfte nogle virksomheder og hjælpe dem til eventuelt at få penge andre steder fra så er det den rigtige måde at gøre det på, siger Lennie Clausen.
Ingen komplicerede formularer
Der i disse år ekstremt meget fokus på bæredygtighed, men det er ikke nødvendigvis blevet nemmere for producenterne af fremtidens grønne løsninger at komme i betragtning hos bygherrerne.
- Der kan være pokkers langt, fra man er teknisk færdig med sit produkt til det første salg, siger Mikkel A. Thomassen, partner i rådgivningsbureauet Smith Innovation, der fungerer som Tests daglige sekretariat.
Hvis ikke der står ”byggeri” som overskrift på den offentlige støtteordning, har mange virksomheder svært ved at oversætte deres eget byggenære problem til en generel udviklingsdagsorden i et eller andet offentligt program.
Derfor skal ansøgerne heller ikke udfylde komplicerede formularer, men blot indsende en kort beskrivelse af deres produkt og den udfordring, de står med. Dernæst får ansøgeren lejlighed til at møde Tests ’advisory board’ – et panel af eksperter inden for områder som byggeteknik, energi, miljø, bygherreønsker, produktudvikling, tests og godkendelser. På baggrund af advisory boardets indstilling beslutter Realdania så, om det pågældende projekt skal støttes.
- Det behøver ikke at være de store beløb, der skal til. Det er mere vigtigt, at de kommer hurtigt og til et afgrænset formål. De små virksomheder vil have en hurtig reaktion på, at de har et konkret problem lige nu og her og ønsker ikke nødvendigvis at være del af et større forskningsdrevet projekt,” siger Mikkel A. Thomassen.
Erfaringerne skal formidles
Virksomhederne står med meget forskellige udfordringer, når de henvender sig. Test har derfor både handlet om at støtte en række konkrete grønne løsninger til byggeriet, og om at blive klogere på hvordan vi kan accelerere grøn vækst og omstilling.
Nogle har haft behov for at teste helt nye materialer, som myndighederne endnu ikke har defineret nye standarder for. Andre har ønsket hjælp til at gennemføre en brandtest, der er nødvendig for at komme i betragtning hos entreprenørerne. Et tredje firma har ønsket hjælp til afprøvning af sit produktionsapparat, og et fjerde en 1:1 afprøvning i en konkret byggesag.
- I 2015 vil vi øge indsatsen med at formidle erfaringerne fra Test til branchen og andre iværksættere inden for byggeriet. Det gør vi blandt andet gennem en række faglige seminarer i foråret, siger Lennie Clausen.
Læs mere om projekterne i Test på www.test-din-baeredygtige-loesning.dk .