Dansk tanghus bejler til international designpris
Tegnestuen Vandkunsten og Realdania Byg holder vejret, når Index Design to Improve Life uddeler millioner til nye spændende projekter i august.
En 12 mand stor jury vurderer de mange forslag, og ifølge organisationens adm. direktør, Kigge Hvid, er der interessante projekter med fra Danmark. Et af forslagene, der bejler til priserne, er et tanghus fra Læsø.
Gammel isoleringsmetode i "nye klæder"
Feriehuset Tanghuset, der er tegnet af tegnestuen Vandkunsten og Realdania Byg, har anvendt tangpuder som isolering, hvilket er i tråd med den traditionelle byggemetode på Læsø, hvor man i mange århundreder brugte tang på strandene. Der er i dag kun tyve af de gamle tanghuse tilbage på øen, hvilket er årsagen til, at Realdania Byg har iværksat et bevarelsesprojekt.
Tegnestuen Vandkunsten blev derfor hyret til at tegne et nyt hus, der kombinerede det traditionelle materiale med det enogtyvende århundredes byggemetoder.
Tang er på samme tid meget gammeldags og meget nutidigt, fordi det er et yderst bæredygtigt materiale, som havet reproducerer hvert år, som kommer i land uden indsats fra mennesker og som kan tørres af sol og vind på nærliggende marker. Tang er ikke giftigt, det er brandsikkert og det kan holde i op til 150 år.
- Designpriserne handler ikke om at belønne en ny vase eller en smart sofa. Vi går benhårdt efter projekter der forbedrer livet for mennesker. Det kan være patienter der er indlagt på hospitalerne, ældre der ikke kan forlade deres lejligheder, ideer der gør det lettere at starte egen virksomhed eller som på Læsø bæredygtige løsninger, siger Kigge Hvid.
Den internationale jury har danske Mikal Hallstrup fra designfirmaet Designit som formand og Kronprins Frederik er protektor.
Prisuddelingen finder sted den 27. august, hvor man forventer i nærheden af 1.500 gæster fra ind- og udland.